Billede beskrivelse

Kulturhus har nu fået navn på facaden

23. oktober 2023 kl. 06.00

Den store hvide bygning på Havnegade i Asaa har netop fået opsat navnet ’Jernstøberiet’ på facaden.

- Vi er så heldige, at medarbejdere fra Spar Nord Bank, Hjallerup og hovedsædet i Aalborg, har doneret navnet på facaden, fortæller Villy Mortensen, formand for fonden Jernstøberiet.

- Medarbejderne har mulighed for at donere støtte i det lokalområde, hvor de bor, og der, hvor de synes, det kan gøre gavn. Vi er meget taknemmelige for, at de har betænkt Jernstøberiet med det flotte navn på facaden. Resultatet er blevet rigtig godt, siger Villy Mortensen og fortsætter:

- Ved stiftelsen af fonden, som ejer Jernstøberiet, valgte vi navnet ’Jernstøberiet’, da der allerede dengang i Brønderslev var et projekt på tegnebrættet med navnet Fabrikken, og i Brønderslev har de også et plejehjem, der hedder Støberiet. For at kunne kende forskel på disse virksomheder i samme kommune valgte vi det ret så robuste navn ’Jernstøberiet’, siger formanden for fonden og fortsætter:

- Selve navnet ’Jernstøberiet, er der mange, der ikke helt forstår og det med rette, da der aldrig har været egentligt jernstøberi i denne bygning, som er fra 1922 og opført efter en brand. Det gamle jernstøberi lå som en sammenbygning mod øst langs med Havnegade, men blev nedrevet i 1999. I daglig tale, da der var aktivitet på stedet, blev virksomheden benævnt som Fabrikken eller Støberiet, så det havde været meget naturligt at vælge et af de to navne, men de var altså begge optaget, slutter Villy Mortensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste