Kulturfabrik endelig åbnet: Arbejdet har været i gang i flere år
Det er efterhånden flere år siden, at borgerne i Asaa købte det gamle jernstøberi midt i byen og omdannede det til en fond. Formålet var at gøre stedet til byens kulturfabrik. I lørdags kunne man så slå dørene op til det første, store arrangement, da man holdt fernisering på installationen ”Søsat”.
Det er kunstnerparret Bente Lyhne og Bjørn Kromann-Andersen, der har skabt installationen med afsæt i bygningens særlige arkitektur og det rå fiskermiljø omkring havnen.
- Det er en smuk bygning, og det har vi naturligvis taget hensyn til. Det er en gammel industribygning, og det bærer den tydeligt præg af, siger Benthe Lyhne.
- Vi fik den opgave at lave noget, der åbnede huset og samtidig koblede det sammen med havnen. Det skulle være noget maritimt. Vi kommer fra Norddjurs, og nu er det så heldigt, at her driver Kresten Hjelm fra Asaa Fornæs Skibsophug. Der fik vi lov at låne ting og sager. Han har mest maskiner, men vi har valgt nogle fendere og bøjer i mange farver, som hænger i loftet. Vi fik også nogle poser med signalflag, og det er dem, vi har brugt til at pakke træer ind i langs vejen til havnen og på den måde visuelt binde kunsten og havnen sammen, uddyber hun.
De to kunstnere har været aktive i 40 år og lavet alt muligt i ind- og udland. Benthe Lyhne er tidligere scenograf og har lavet over 30 operaforestillinger, og Bjørn Kromann-Andersen har lavet udstillinger og udsmykninger på skoler og virksomheder og desuden en del landart.
Hyggelig og sjov opgave
- Det har ikke været en kæmpe opgave, men det har været en hyggelig og sjov opgave, og det har været en stor oplevelse at komme til Asaa, som jeg ikke kendte. Det har været dejligt at lære så mange mennesker at kende og arbejde sammen, fortæller Benthe Lyhne, som synes, at folk har taget godt imod dem og været positive.
Stor ros til projektet og de frivillige
Det var formand for kommunens Fritids-, Kultur- og Turismeudvalg, Steen Søgaard Petersen, der holdt åbningstalen, og her roste han projektet og udstillingen.
- Jernstøberiet var engang kommunens største arbejdsplads. De, der ikke arbejdede her, var som regel fiskere. Det var af og til hårdt, og indfødte asaaborgere er således vant til at knokle for føden, for intet kommer af sig selv. Noget af det, der kendetegner Asaa, er sammenholdet og frivilligheden, og det er også baggrunden for, at det nu er lykkedes at få omdannet Jernstøberiet til en fond og en ramme om mange aktiviteter i jeres skønne by, lød det fra formanden, der også fremhævede de mange ildsjæle, der har været med til at etablere projektet.
Åbningsferniseringen blev afholdt dagen før det traditionsrige hestevæddeløb, der startede som en strandfest i 1921. Dengang var festmenuen kylling og jordbær med fløde, så for også på den måde at bringe historiens vingesus ind i Støberiet fik de mange fremmødte ved åbningen serveret denne sommerret, som de kunne nyde i de spændende omgivelserne til musikalsk underholdning ved Henrik Mølbjerg.