Krydstogtskibe saluteres
Mens Hals Havn hele sommerhalvåret passeres af et stort antal krydstogtskibe på deres færd til og fra Aalborg, så hilses flere af skibene velkommen med kanonsalutering. Skyderiet udføres af Hals Kanonlaug på initiativ fra den lokale erhvervsforening. Det sker fra den vestlige molefront, og årets første salutering afvikles efter planen påskelørdag klokken cirka 18.30. Her passerer MS Astoria forbi Hals efter besøget i den nordjyske hovedstad.
Hals Kanonlaug, der i øvrigt er Danmarks mindste af slagsen, nyder for tiden så stor interesse, at det indtil videre er nødvendigt at lukke for tilgangen af nye medlemmer.
På laugets hjemmeside, www.halskanonlaug.dk er der yderligere info om planlagte saluteringer.