Billede beskrivelse

Kronprinsens løbemakker: - Shit, han løber hurtigt!

20. maj 2024 kl. 19.01

BRØNDERSLEV: Det blev ikke nogen helt almindelig mandag for Rune Baun Wagner og Ida Janum Riis, da de mandag tog del i Royal Run i Brønderslev.

De to unge på henholdsvis 19 og 20 år havde fået den ganske særlige opgave at følges med Kronprins Christian undervejs på one mile-løbet. Det gik nu ganske fint for dem begge - også selv om de betegner kronprinsens fysiske form som rigtig god.

- Shit han løber hurtigt, lyder det fra Rune.

- Jeg synes, Kronprinsen var voldsom svær at følge med. Det var med nød og næppe, at jeg ikke sank alt for langt bagefter, konstaterer ungersvenden, der i øvrigt var repræsentant for Brønderslev ved Kronprins Christians 18-års fødselsdagsfest i fjor.

- Det var sjovt at møde ham igen. Han er en hyggelig fyr, tilføjer Rune, som dog indrømmer, at han ikke selv er i den bedste form.

- Det er et par år siden, jeg sidst har løbet en længere distance. Og så hjalp det nok heller ikke, at jeg var på McDonalds i går, smiler han, mens Ida Janum Riis også hæfter sig ved prinsens løbeevner¨

- Han havde det samme malende tempo hele vejen. Jeg måtte virkelig anstrenge mig. Også selv om jeg mener, at jeg er i god form. Det er ikke så længe siden, at jeg selv tilbagelagde en one-mile for lige at prøve det af inden i dag, forklarer Ida.

Begge fik i øvrigt lejlighed til at sige personligt farvel til prinsen, inden sidstnævnte blev hastet videre til Royal Run i København.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste