Krolf er en sport for alle: Lokal klub leder efter medlemmer

22. juni 2023 kl. 06.01

- Krolf er en sjov sport, og vi hygger os med det. Derfor vil vi gerne have flere med, fortalte Svend Aage Jensen, der er formand for Dronninglund Krolfklub også kaldet Skovtroldene, da foreningen forleden holdt åbent hus og inviterede interesserede til at prøve det populære spil, der er en krydsning af kroket og golf.

- Spillet går i al sin enkelthed ud på at få en kugle i et hul på færrest mulige slag. Det spilles af 2 til 6 spillere, og vinderen er den, der har brugt færrest slag, fortalte formanden, mens deltagerne var i gang med spillet, der foregår på græsplænerne ved plejecenter Margrethelund.

- Vi spiller for at have det sjovt, men vi fører skam regnskab, når vi spiller og finder altid ud af, hvem der vinder. Det går vi nu ikke så meget op i, men det kan da godt være, at taberen bliver mobbet lidt, sagde Svend Aage med et stort smil.

- Vi hygger os med det og når som regel 2-3 spil, men der skal jo også være tid til en kaffepause. Vi har fået lov til at lave kaffe på Margrethelund, og så sidder vi lidt og snakker og hygger, inden vi er klar til endnu et par spil, sagde formanden, der var iført klubbens røde T-shirt.

- Vi spiller jo af og til turnering, og så er det vigtigt, at man kan se, hvor vi kommer fra. Vi skal snart have lavet en jakke, som vi kan bruge forår og efterår, når det bliver for koldt med en T-shirt, sagde Svend Aage Jensen.

Der spilles tirsdage kl. 10-12 og torsdage kl. 14-16, og alle er velkomne til at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste