Billede beskrivelse

Kreative gymnasieelever satte et smil på plejehjemsbeboere

30. oktober 2022 kl. 17.07

Selv om Halloween vel sagtens rummer et vist element af uhygge, så kan fejringen naturligvis kombineres med samvær på tværs af generationer. 

Det blev forleden understreget på plejecentret Fjordparken i Hals, hvor et stort parti flotte græskarhoveder onsdag rykkede indenfor. 

Hovederne var dagen forinden skåret til af eleverne på Dronninglund Gymnasium, hvor netop denne event er blevet en årlig tradition. 

Billede beskrivelse

Græskarhovederne doneres efterfølgende til forskellige plejehjem i gymnasiets opland, og i år var turen altså kommet til Fjordparken. Her havde aktivitetsmedarbejder Anita Væversted Nielsen sat beboere og pårørende stævne i centrets indgangsparti, hvor en lille delegation fra Dronninglund Gymnasium midt på eftermiddagen dukkede op. 

Med sig havde de det store antal græskarhoveder, der nøjsomt blev placeret på gulvet for senere at blive fordelt til Fjordparkens lejligheder og fællesrum. Seancen blev kombineret med servering af kaffe og sodavand, alt imens værterne havde rig lejlighed til at studere de kreative tilskæringer.

- På gymnasiet har vi en årlig hyggedag, hvor vi skærer græskarhovederne til, fortæller lektor Gitte Snebang. 

- Det bruger eleverne et par timer på, men nok så vigtigt er det jo, at vi efterfølgende giver græskarrene videre til lokale plejecentre. Det har en god effekt på de unge mennesker, der for en stund får et lille indblik i, at der er andet i tilværelsen end skole, fester og mobiltelefoner. Det at gøre noget for andre er også en del af den almene dannelse, og heldigvis er det tydeligt, at vores elever rent faktisk nyder at bidrage på denne måde, tilføjer Gitte Snebang.

På Fjordparken er der ligeledes glæde over tiltaget.

- Vi forsøger hver dag at skabe adspredelse for vores beboere. At få besøg af en flok gymnasieelever, der samtidig har tænkt på os med flotte græskar er ren win-win, lyder det fra Anita Væversted Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste