Billede beskrivelse

Kræftens Bekæmpelse stemmer dørklokker

25. marts 2018 kl. 09.21

Søndag den 8. april går omkring 28.000 danskere på gaden for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. I den tidligere Hals Kommune er der traditionelt stor opbakning. Den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse imødeser hjælp fra omkring 100 frivillige på dagen.

- Vi kommer rundt til stort set alle husstande - også i sommerhusområderne. Og støtten og bidragene er fantastiske, fastslår formand Tove Pedersen. Hun fortæller i samme ombæring, at indsamlerne dog ofte kun træffer folk hjemme i hver anden husstand.

- Heldigvis er der gode muligheder for at støtte, selvom man ikke er hjemme, tilføjer formanden. Således kan landsindsamlingen støttes via blandt andet sms, MobilePay og på indsamling.dk.

Landsindsamlingen i fjor udmøntede sig i 35,7 millioner kroner til kampen mod kræft.

- I vores område indsamlede 94 frivillige 114.500 kr. Det svarer til, at hver indsamler fik 1.218 kr. i indsamlingsbøssen, fortæller Tove Pedersen.

For hver 100 kroner, der indsamles, går de 61 kroner til forskning. 20 kroner anvendes til patientstøttearbejde og 16 kroner bruges på oplysning og forebyggelse. De sidste tre kroner går til administration.

Det er fortsat muligt at melde sig som indsamler ved henvendelse til formanden for lokalafdelingen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste