Kommunens ældste hus rummer nu også et lille museum
I forbindelse med årets kræmmermarked i Gerå, der i år havde rekordbesøg, benyttede man lejligheden til at markere åbningen af det nye mini-museum i en af stuerne i Sorensminde. Det gamle hus er kommunens ældste og blev for godt 10 år siden overtaget af Gerå Beboerforening, der købte det af elevklubben, Mimers Brønd. Den havde sat huset i stand, men havde ikke råd til at vedligeholde det og kunne til sidst ikke magte det længere.
- Så købte vi huset for en krone. Det har været en meget dyr investering, for vi har brugt mange penge på det siden, kunne formanden for beboerforeningen, Jens Michno, fortælle.
- Vi byggede også et nyt træhus for at tjene lidt penge ved udlejning, og så laver vi ellers kræmmermarked, julemarked og andre ting, så vi kan få økonomien til at hænge sammen. For tre år siden fik jeg idéen til at indrette den sidste stue, som aldrig havde været brugt, til et lille museum, der kunne vise Gerås historie, og hvordan det var at bo i Danmark i gamle dage. Vi har samlet effekter ind. Købt nogle og fået andre doneret. Landsbyrådet har ydet os økonomisk støtte, sagde Jens Michno.
Det var byrådsmedlem Hildo Rasmussen, der havde æren af at klippe den røde snor, da museet officielt åbnede.
- Gerå har været hårdt ramt af udviklingen, indledte han sin tale.
- I slutningen af 50-erne brændte der flere ejendomme i byen. Jeg var tømrer dengang, så jeg havde fast arbejde her i tre år med at bygge op igen. Byen har også været ramt af udviklingen. Tidligere var her to købmænd foruden slagter, ravsliber og kommunens største transportcenter. Der var også skole og boldklub, men alt det er væk i dag. Man kunne så tro, at efter alle de nederlag ville byen gå i stå, men byen er tværtimod blomstret op på grund af aktive mennesker, som holder gang i det lille samfund. Det er prisværdigt, sagde han og fortsatte:
- For år tilbage var huset ved at falde sammen. Det så forfærdeligt ud. Vi drøftede faktisk politisk muligheden for at bruge nedbrydningspuljen på huset her. Heldigvis var der aktive mennesker, der tog fat og fik det hele til at fungere, så huset blev bevaret, sagde Hildo Rasmussen, hvorefter han klippede snoren. Da det jo var indvielse af et museum, var det meget passende en gammel saks på over 300 år, der blev brugt.
Det lille museum er nu klar til at modtage gæster, og der er gratis adgang.