Billede beskrivelse

Kommunen tilbyder kulturvitaminer

07. maj 2017 kl. 10.26

Højtlæsning, fællessang og musik er nogle af ingredienserne, når Aalborg Kommune nu tilbyder "kulturvitaminer" til udvalgte langtidssygemeldte borgere.

Kommunens udgave af projektet "Kultur på recept" har efter et halvt år fået en lovende start og har fået smil tilbage på læberne.

- Gennem kulturen tager vi en pause fra sygdommen ved at øge fokusset på de kulturaktiviteter, vi deltager i. Herigennem får vi nogle succeser og oplevelser af, at vi rent faktisk godt kan noget. På den måde skabes der et frirum, hvor man kan genfinde ressourcer og overskud til lettere at klare hverdagens udfordringer, siger Mikael Odder, kultur koordinator i Aalborg Kommune.

Deltagerne i projektet er startet i et ti-ugers forløb, hvor de mødes tre gange om ugen til forskellige kulturelle aktiviteter.

- Reaktionerne er med stor overvægt til den positive side, og nogle af de tilbagemeldinger, jeg får, kommer direkte fra hjertet og indikerer for mig, at vi hos mange deltagere rammer plet med det her tilbud, fortæller Mikael Odder.

Kulturvitaminer er en del af satspuljeprojektet "Kultur på recept", hvor målet er at afprøve, om kultur kan forbedre trivslen og tilknytningen til arbejdsmarkedet hos langtidssyge borgere med stress, angst eller depression. Lokalt i Aalborg tror man på, at kulturaktiviteterne kan give deltagerne en pause fra deres sygdom og hjælpe med at bryde den sociale isolation, der ofte følger.

- Mental sundhed er en stigende velfærdsudfordring, og det er rigtig dejligt, at så mange kulturinstitutioner gerne vil bidrage til at løse denne udfordring. Kulturen har helt sikkert potentiale, som kan være stimulerende for vores mentale helbred, udtaler sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl.

Flere kulturinstitutioner i Aalborg har budt sig til med forløb. Så ud over fokus på musikken og litteraturen vil borgerne også blive introduceret for aktiviteter på KUNSTEN, Stadsarkivet, Symfonien og Aalborg Teater.

Kulturvitaminer er rodfæstet i Aalborg Kommunes Center for Mental Sundhed, der indtil videre samarbejder med jobcentrene om at henvise deltagere til kurset.

Region Skåne i Sverige har siden 2012 tilbudt "Kultur på recept", og resultaterne har foreløbig vist, at tilbuddet gav øget selvoplevet helbred og øgede deres psykiske velbefindende.

Resultaterne viser også, at det mindskede deltagernes sociale isolation.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste