Kommunen får penge til at tage jord ud af drift
Knap er DK2020-planen vedtaget, før det første projekt søsættes - ”Lav bund og høje ambitioner i Brønderslev Kommune”, hvor der sættes fokus på lavbundsarealer.
I DK2020-planen er ambitionen, at landbrugets udledning af CO2 skal reduceres væsentligt, og det skal bl.a. ske ved at tage nogle af lavbundsjordene ud af drift, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Landbrug på lavbundsjord står for 37 procent af Brønderslev Kommunes CO2-udledning.
Men skal lavbundsjordene tages ud af drift, kræver det et godt samarbejde med landbrug og lodsejere. Og det er bl.a. det, som det nye projekt er bevilget midler til, lyder det.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Peter Stecher (K) forklarer:
- Vi kommer nu med i et stort nationalt projekt, hvor hele Danmark bliver bedre rustet til at håndtere klimaudfordringer. Vi kommer til at bidrage med viden om, hvordan landbrug og lodsejere kan blive medspillere frem for modspillere. Der er næppe tvivl om, at landkommunerne kommer til at udtage lavbundsjorde, og så er det godt med viden til at kunne skabe den bedst mulige proces.
Formanden glæder sig specielt til projektets fase 2, hvor man skal ’ud i virkeligheden’:
- Her vil ske en masse inddragelse, der vil komme workshops, foredrag etc., hvor man får mulighed for at gøre sin indflydelse gældende. Det bliver rigtigt spændende. Projektet bliver afsluttet med udgangen af 2024. Da Teknik- og Miljøudvalget behandlede sagen, lagde man også vægt på, at erfaringerne skal kommunens klimaarbejde generelt til gode.