Kom på tur i Jim Lyngvilds hjerne: Her er både Hitler og dronning Margrethe
- Med udstillingen får I et indblik i min hjerne, og det kan i sig selv være en skræmmende oplevelse, sagde Jim Lyngvild, da han åbnede sommerens store udstilling i Ridehallen på Voergaard Slot.
Udstillingen rummer en række unikke og personlige designs af Jim Lyngvild og giver et indblik i hans kreativitet og overdådige skabertrang og rummer bl.a. en over tre meter høj buste af Dronning Margrethe, store unikasmykker, overdådige kjoler, skulpturer og store fotoværker.
- Det er første gang, jeg laver en udstilling, som handler om mine kreative udfoldelser. Tidligere har jeg lænet mig op ad et tema som kongerækken eller vikingerne. Her står jeg på egne ben. Det, man ser her, er et kig ind i mit hoved. Der er gipsbuster, og der er glas, billeder og alt muligt, så det er et forsøg på at vise, hvor langt mine kreative evner rækker, og hvordan min hjerne fungerer, sagde han.
Lyngvild fortalte endvidere, at han elsker nordjyder, for der er en ægthed og en stolthed over befolkningen. Der er også en stor skepsis for folk, der kommer herop og forstiller sig. Er man dygtig og gør sig umage og ikke spiller skuespil, bliver man taget imod med åbne arme, mener kunstneren.
Et fantastisk sted
- Det, der er svært her, er, at slottet i sig selv er en kunstgenstand. Faktisk var vi først ude i en snak om, hvorvidt jeg skulle udstille på slottet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne konkurrere med Rubens og Goya, men så var der denne lade, som bare er en ridehal. Den har vi nu bygget om, så den fremstår som en udstillingshal, fortalte han.
Ifølge kunstneren endte hallen med at overraske positivt. På den måde mener han at have lavet noget, der beviser, at Voergaard Slot kan meget mere end det, det har kunnet tidligere. Kunstneren håber selv, at det ikke bliver sidste gang, der bliver lavet en udstilling i ridehallen, men at det blot er den første i en lang række udstillinger.
Vil ikke kaldes kunstner
- Man kan jo ikke kalde sig selv kunstner. Man kan heller ikke kalde sig selv succesforfatter, men man kan kalde sig forfatter, og hvis man har solgt nok bøger, bliver man automatisk en succesforfatter. I mit univers kan man ikke kalde sig kunstner. Det kan andre mennesker gøre. Jeg kan være fortæller eller billedskaber, men kunstner er noget, andre gør mig til. Jeg er fortæller, og det handler kort og godt om, at man ikke kan lade være med at fortælle. I gamle dage stillede man sig op på en ølkasse. I dag bruger vi facebook, og der er jeg nogle gange for højtråbende og for åbenmundet, men i bund og grund handler det jo bare om, at jeg ikke kan holde min kæft, sagde Jim Lyngvild.
Han fortalte, at udstillingen er et godt udtryk for, hvordan der ser ud i hans hjerne. Dog var der i ridehallen støvsuget lidt mere her, end der er i hans hoved, hvor der er lidt mere spindelvæv og et vildt mylder, fortalte han også.
Ideen til udstillingen
- Jeg har aldrig problemer med at finde ideer. Mit største problem er ofte at skubbe dem væk, så min hjerne kan få lidt ro og ikke bryde sammen. Der skal bare et ord til, så begynder min hjerne at boble. Her på udstillingen er der da også mange temaer. Der er smykker, der er Dronning Margrethe og mange ting, som ikke nødvendigvis hænger sammen, men forhåbentligt er det så mit navn og min tanke om kreativitet, der binder det hele sammen.
Til udstillingen har Jim Lyngvild skabt et nyt portræt af Ingeborg Skeel. Det blev afsløret ved åbningen af blandt andet Jørgen Skeel, der er slægtning til Ingeborg Skeel.
- Hun er den stærkeste kvinde, Nordjylland nogensinde har haft. Hun ejede næsten hele Nordjylland. Hun er i nutiden blevet betegnet som tyran eller en ond kvinde, der klippede fingre af børn. Jeg tror, det er noget, man har skrevet ind i historien, fordi hun har været så stærk en kvinde, og som har været selvstændig og dygtig, sagde Lyngvild.
Han fortalte, at mange af tingene på slottet peger hen imod hende, men sy der er ikke noget billede af hende. Man ved derfor ikke, hvordan hun så ud. Lyngvild har derfor har skabt et billede af, hvordan han tænker, hun kunne have set ud. Hun er en ældre dame med rynker. Hun er sej og stærk og ikke en lille, nuttet slotsfrue.
- Det er min hyldest til en kvinde, der har alt for lidt plads i historien, og det kommer fremover til at hænge i riddersalen.
Enorm buste af Dronning Margrethe
- Når man kigger på busten af Dronning Margrethe, kan man sige, at den ikke ligner Dronningen, som hun ser ud i dag. Og det passer, for jeg har taget de bedste elementer fra hendes mund i 80’erne, hendes hage i 2000 og håret fra da, det var allermest kraftigt. Den måde, man laver kongelige buster eller portrætter på, har til alle tider været at sætte majestæten op på en piedestal, så fremtiden kunne kigge tilbage og tænke på, hvor smuk hun var. Den buste vil jeg faktisk gerne have, at man først ser på om 200 år, understregede han.
Aktuelle Putin-relieffer
At fantasien af og til overgår virkeligheden, viser nogle gipsrelieffer, Jim Lyngvild lavede for fire år siden.
- Jeg lavede dem en dag, hvor jeg sad og kedede mig. De viser Putin, der bliver mere og mere degenereret og ender som Hitler. Dem har jeg taget med, for de kunne jo ikke være mere aktuelle, sagde Jim Lyngvild, da han åbnede sin udstilling ’SOLO’ på Voergaard Slot.