Kom helt tæt på: Gederne er nu lukket ud i parken
Det har efterhånden udviklet sig til noget af en folkefest, når gederne hvert forår lukkes ud i indhegningen ved EKKO Parken i Hjallerup. Det skete i strålende forårssol i lørdags, hvor flere hundrede mødte op for at se gederne indtage området. Her skal de gå hele sommeren og græsse til stor fornøjelse for hele byen.
I år er der ti kid og ni voksne geder, og som altid var det også i år de små nuttede kid, der tiltrak sig opmærksomheden. Man må gerne gå ind i indhegningen til gederne og klappe dem. Det var der mange, der benyttede sig af, og selv om de små kid endnu ikke helt har vænnet sig til den store opmærksomhed fra de mange besøgende, så lykkedes det dog for flere at komme så tæt på, at man kunne klappe dem og byde dem velkommen til en lang og god sommer.
Der er desuden sat ny indhegning op om gederne. Det har kostet 100.000 kr., men det var nødvendigt, for i det gamle hegn var maskerne så store, at gederne kunne få hovedet igennem. Når de så ville trække det tilbage, satte hornene sig nogle gange fast, så der skulle hjælp til for at befri dem. Det behøver man ikke mere, da det ikke længere er muligt for gederne at stikke hovedet ud gennem hegnet.
Da gederne var kommet på græs, blev alle inviteret på pølser, popcorn og slush ice på den nærliggende markedsplads ved markedshallerne. Her var der mulighed for at høre mere om frivillighed og sammenhold og ikke mindst det kommende marked, der er den næste store begivenhed i byen.