Kodans et trækplaster

6.000 så køerne komme på græs på V. Hebbelstrup

23. april 2017 kl. 22.39
Opdateret 26. april 2017 kl. 13.07

De økologiske køer blev søndag klokken 12 lukket ud på græs på en række gårde landet over.

Et af de steder, hvor det skete, var hos Anette og Mogens Skjølstrup Larsen på Hebbelstrupvej øst for Brønderslev.

Her blev de 300 sortbrogede malkekøer send ud på det grønne græs på gårdens marker. Køerne var ellevilde, og de dansede af glæde, da de kunne nyde det saftige græs.

6.000 mennesker var mødt op for at overvære kodansen. Der var således trængsel på de smalle veje.

For at de mange besøgende kunne få et kig på køerne, kom køerne på en længere løbetur end nødvendigt. Og de mange besøgende kunne virkelig få et indtryk af køernes dag.

Jan og Britt med døtrene Jeannie og Freja på henholdsvis 11 og 8 år havde taget turen fra Aabybro for at se de dansende køer.

- Vi var i Tranum sidste år, og det blev vi bidt af, så i år valgte vi Brønderslev.

- Der er ikke mange køer i vores område, og ingen i familien har landbrug, så børnene ville gerne se køer, fortæller Jan.

Det er efterhånden en mangeårig tradition, at de økologiske landmænd på samme dag lukker køerne ud. Det er syvende gang Anette og Mogens Skjølstrup Larsen er med i øko-dagen. Mange lavede en familietur ud af dagen, og der var således mulighed for at se grise, køer og kyllinger. Der blev bagt snobrød og pandekager over bål.

Anette og Mogens Larsen købte gården efter Mogens’ forældre i 1985, og de har drevet den økologisk siden 1991. De har fem børn, hvoraf de fire ældste er flyttet hjemmefra.

Men de kommer ind imellem hjem for at give en hånd med. Således også på øko-dagen.

Én af sønnerne er ansat på gården, der også beskæftiger tre faglærte landmænd, tre landbrugselever og to skoleelever.

Der er sket meget siden 1991. Det begyndte med 80 køer, men nu er der så 300. Og arealerne er udvidet fra 60 hektar til 450 hektar.

- Til langt de fleste arbejdsopgaver i marken har vi selv traktorer, mejetærsker og maskiner, fortæller Anette og Mogens Skjølstrup Larsen.

De får dagligt ca. 6.000 mælk, der leveres til Arla. Dyrene slagtes på Danish Crown.

- Vores produktion skaber yderligere 12 fuldtidsstillinger i andre erhverv - som for eksempel dyrlæge, mejeri, slagteri samt håndværkere med mere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste