Knallertværksted og madklubber øger trivslen i en række landsbyer
BRØNDERSELV: Manglen på læger og afstanden til sundhedsydelser har skabt geografisk ulighed i sundheden, som især rammer beboere i landdistrikterne. Mens politiske løsninger stadig overvejes, har seks landsbyer valgt at handle selv. På kort tid har de oprettet nye mødesteder og aktiviteter for at fremme sundhed og fællesskab.
Blandt initiativerne i landsbyerne Asaa, Nørager, Nysted, Bisserup, Bagenkop og Ommel finder man bordtennis, kreative caféer, madklubber og et helt særligt værksted kaldet "Møj svinenes makkeværksted". Siden projektet Sundhedslandsbyer blev lanceret, har de lokale beboere engageret sig for at skabe sociale og sunde aktiviteter – særligt for unge og ældre, som har haft svært ved at finde plads i de etablerede fællesskaber.
Mette Boel, projektleder fra Landdistrikternes Fællesråd, fremhæver, at den stærke fællesskabskultur allerede har resulteret i, at flere er blevet en del af landsbylivet. Projektet er støttet af Nordea-fonden og regionerne Syddanmark, Sjælland og Nordjylland, og formålet er at fremme trivsel gennem aktiviteter, der styrker fællesskaberne.
Bordtennis bringer landsbyen sammen
I Bisserup blev bordtennis hurtigt en folkesport, efter en kvinde på et borgermøde foreslog aktiviteten. To nye bordtennisborde blev hurtigt indkøbt til forsamlingshuset, og sporten har siden tiltrukket både nye og kendte ansigter fra lokalområdet. Kim Jensen, medstifter af det nye bordtennisfællesskab, fortæller:
- Det foregår i trygge rammer og er for alle. Vi får rørt os, griner og får trænet reflekserne. Mange har ikke spillet i årtier, men vi bliver bedre for hvert minut, siger han med et smil.
Udover bordtennis er der planer om cykelhold, yoga, udendørs fitness og forskellige kreative møder, som samler både unge og ældre under uformelle, aktive rammer.
Unge samles på værksteder
Landsbyerne har også taget initiativ til at give de unge bedre muligheder for at mødes. Manglen på sociale tilbud for skolebørn og teenagere i landdistrikterne kan føre til isolation, og projektet forsøger derfor at skabe rum for dem, der ikke finder sig til rette i de traditionelle sportsforeninger.
Pernille Wilsborg, frivillig i Asaa og halbestyrer, forklarer:
- Vi har nogle unge, som foreningslivet ikke har kunnet rumme. De savner ofte meningsfulde fællesskaber og ender let med at isolere sig hjemme. Derfor har vi åbnet for nye aktiviteter, der passer bedre til deres interesser.
Den lokale knallertklub "Møj svinene" har oprettet et værksted, hvor unge kan mødes og 'skrue i knallerter' eller bare være sammen på deres egne præmisser. Mændene bag, som selv er familiefædre, ønsker at give tilbage til lokalsamfundet og skabe et alternativ for de unge, der ikke deltager i de traditionelle aktiviteter.
Ved siden af landsbyernes egne tiltag bygger projektet også bro til lægepraksis, apoteker og hjemmepleje, så flere kan få vejledning til foreningslivet.
Mette Boel afslutter:
- Landsbyernes sammenhold og handlekraft har været afgørende for at få projektet hurtigt i gang. Vi ser frem til at følge udviklingen de næste to år.