Klar til Brønderslev Marked

Der er lagt op til fire dage med masser af underholdning, når Brønderslev Marked går i gang på fredag

28. august 2018 kl. 07.35

BRØNDERSLEV: I denne uge vil man kunne følge med i, hvordan markedspladsen i Brønderslev går fra sin sædvanlige tilstand som en stor græsplæne og til at være nærmest en hel by med telte, vogne, scener, lysmaster, tivoli og små gader.

Brønderslev Marked går i gang fredag 31. august og fortsætter til og med mandag, og de frivillige bag markedet er inde i en periode med mange opgaver, for der skal gøres en del for at få den forvandling til at ske. Standpladser skal kridtes op, vogne og skilte stilles på plads og en hel masse andet.

Lørdag og søndag plejer at være de største dage på markedet. Hvilken der er størst kan være forskelligt.

- Det vil afhænge meget af vejret, og hvad man ser på vejrudsigten, fortæller H. C. Poulsen, der er næstformand i markedsudvalget.

Fredag er der tradition for, at mange børn kommer i tivoliet, hvor der er billigere billetter end under resten af markedet.

- Det giver en kickstart på markedet. Der er mange børn fredag, fortæller Michael Wittrup fra markedsudvalget.

Som noget nyt spiller vinderne af musikkonkurrencen Byens Bedste Band i år, det bliver også fredag.

Noget af det vigtige for et godt marked, fortæller de, er kræmmerne.

- Det at have ordentlige kræmmere er et stort trækplaster. Vi er rigtigt glade for vores kræmmere, fortæller Michael Wittrup, der oplever, at der er enorm interesse for det.

- Det er også dem, der giver grundlaget for vores økonomi, supplerer H. C. Poulsen.

Brønderslev Marked kan melde alt udsolgt, når det gælder pladser til kræmmere. Det fortæller Henrik Kusk, der er kræmmeransvarlig.

- Alle pladser er lejet ud, og der er mange på venteliste. Mange genbestiller, inden de tager herfra, siger han.

Kræmmerne kommer fra Sjælland, Fyn og hele landet.

- Mange ringer, men alt er væk, vi kan ikke tage mere ind, siger Henrik Kusk, der lover, at det bliver et bredt udsnit af ting og sager i boderne.

Der er plads til 200 kræmmerboder på Brønderslev Marked.

En anden vigtig del på markedet er hestene.

- Det er en vigtig del af markedet med salg af heste, fortæller Michael Wittrup.

Antallet af heste er for nedadgående, men kommer der mellem 70 og 100 heste, er de godt tilfredse.

Og hestene skal være der, for de er en del af markedets rødder.

- Det er dét, der adskiller det fra en byfest, og det hører til det oprindelige, påpeger Michael Wittrup.

Markedet byder også på masser af musik, og markedsforeningen har to scener på pladsen.

Her kan man i løbet af de fire dage blandt andet opleve Laura Mo, Tom Donovan, Springbrætband, Møllegårdens Rockband og Brønderslev Harmoniorkester.

Mandag er der børneoptog fra Banegårdspladsen og gennem byen ned til markedet, hvor byens børnehaver og vuggestuer deltager, og hvor børnene kan slå sig løs i tivoli og is på markedspladsen. Der er også musikalsk underholdning med Michael Back.

Det hele slutter med et festfyrværkeri mandag aften.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste