Seks børnefamilier kan komme med på ferie til Vigsø Feriecenter. Foto: Brønderslev Provsti
Livet her

Kirken tilbyder gratis ferie for seks børnefamilier

10. april 2021 kl. 14:00

Igen i år kan Brønderslev Provsti i samarbejde med Folkekirkens Feriehjælp sende seks familier afsted på gratis sommerferie.

Det oplyser Pia Uth, der er skole-kirke og kommunikationsmedarbejder i Brønderslev Provsti, i en pressemeddelelse.

- Kender du en børnefamilie, som er økonomisk trængt? Så fortæl dem, at man kan komme på ferie med Folkekirkens Feriehjælp, lyder opfordringen.

Sogne- og diakonipræst Ivana Høgagard fra Hjallerup er den ene af de to rejseledere, og hun glæder sig til at komme afsted igen i år. Hun oplyser, at folkekirkerne i Brønderslev Kommune er en del af Folkekirkens Feriehjælp, fordi de tror på, at en uges ferie med familie og fællesskab gør en forskel.

Folkekirkens Feriehjælp og Arbejdsmarkedet Feriefond gør det hvert år muligt for kirker i landet at tilbyde ferie for mange familier, hvor pengene ellers er for små.

- I Brønderslev Provsti glæder vi os over igen i år at kunne invitere seks familier med på en uges ferie til Vigsø Feriecenter, hvor hver familie får sit eget feriehus og med alle omkostninger betalt. Det er Arbejdsmarkedets Feriefond, som i samarbejde med Folkekirkens Feriehjælp betaler ferierne, oplyser Brønderslev Provsti.

Udover diakonipræst Ivana Høgagard er også Tenna L. Svensson med som rejseleder.

For at komme i betragtning må familiens samlede indkomst ikke være over kontanthjælpsloftet. Folkepensionister og studerende kan dog ikke søge, oplyser Brønderslev Provsti, der opsummerer:

- Hvert år er det en glæde at skabe rammerne for en uge med grinende børn og voksne, gode snakke, relationer og fællesskab, der rækker ud over ferien.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu