Kirkebyggeri i gang

Hele otte spadestik taget ved byggestarten

28. juni 2018 kl. 11.46

BRØNDERSLEV: Så oprandt dagen. Forleden blev det store projekt for nybyggeri og renovering af Brønderslev Kirke sat i gang. Det skete med ikke færre end otte spadestik.

Hele spektret var repræsenteret, lige fra 100-årige Harald C. R. Thomsen, tidligere menighedsrådsformand, til to medlemmer af pigekoret, teenagerne Ida Engstrøm Jensen og Frederikke Dissing Rasch.

De øvrige spadestik blev taget af Anders Mikkelsen fra AM Totalbyg, menighedsrådsformand Mogens Juhl Jensen, borgmester Mikael Klitgaard, sognepræst Gitte Lykke Andersen, kirketjener Karsten Nielsen samt arkitekt Niels Bundgaard fra Hjørring.

Formand for byggeudvalget, Henning Krabbe, konstaterede, at der er gået fem år fra ideen opstod, til at byggeprojektet nu kan sættes i gang.

Sognegården skal udvides og selve kirkerummet skal gennemgå en omfattende renovering. Der er tale om et projekt til 23 mio. kr.

Henning Krabbe sagde, at det er tiltrængt med en renovering af den snart 100 år gamle kirke.

Han kunne fortælle, at de kirkelige myndigheder har rost projektet for renoveringen.

Kongelig bygningsinspektør mener ikke, at der tidligere har været harmoni i kirkerummet, men at det vil ske i og med, at det renoveres, hvor kirkebænkene erstattes af stolerækker. Gulvet i kirkekoret sænkes, så præsten kommer tættere menigheden.

AM Totalbyg har byggeriet i hovedentreprise, men der er en del underentreprenører inddraget i byggeriet. Arkitekt Niels Bundgaard skal føre tilsyn med byggeriet.

Det er planen, at byggeriet skal være afsluttet om et år, hvor der sker indvielse med stor festivitas.

Mens kirken er lukket, benyttes Brønderslev Gamle Kirke til kirkelige handlinger, mens kirkekontoret er flyttet til Håndværkervej i Brønderslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste