KFUM Spejderne i Asaa har lagt krisen bag sig
Det har været lidt op ad bakke for KFUM Spejderne i Asaa. Trods særdeles gode forhold med klubhus og masser af udeareal var spejderlivet gået helt i stå i byen. Ikke mindst coronaen var skyld i den manglende tilslutning. Nu er der imidlertid ved at ske noget igen i spejderhytten.
- I samarbejde med skolen lavede vi en dag, hvor alle elever kunne prøve spejderlivet, fortæller kredsleder Christina Kjeldahl.
- Vi lavede en masse sjove aktiviteter i bl.a. Krebsehavet og spejderhytten. Det gav resultat, så vi i september kunne starte igen med 16 medlemmer. I øjeblikket er vi 15, og i øjeblikket har vi fire på prøve, og hvis de også vil være med, så begynder det at ligne noget.
Sammen med Peter Lund står hun for spejderarbejdet i Asaa.
- Vi mødes hver torsdag aften. De mindste kl. 17 og de lidt ældre kl. 18. Vi er kun to voksne, så det bliver til mange timer, men jeg kan jo lide det, sagde hun, mens der blev lavet snobrød over bål.
Spejderne har netop fået en donation fra Sparekassen Danmark Fond Dronninglund, så det har været muligt at indkøbe en græstrimmer, der har været savnet, og nogle luftmadrasser. Pengene blev overbragt af afdelingsdirektør Ville Sørensen, der med checken under armen satte sig ved bålet sammen med spejderne.
Ved samme lejlighed blev der også uddelt en række mærker til spejdere, der har udført en eller anden bedrift. Mærkerne skal syes på uniformen. Der blev bl.a. uddelt mærker for at have været lydløs i to timer, gennemført makkermarch, hvor to og to var bundet sammen på en strækning på fem km og for at have gået med nissehue i hele december måned.