Karnevals-frivillige blev rystet sammen
- Uden frivillige, intet karneval ... så skal vi ikke holde en fest for dem.
Sådan tænkte arrangørerne af Aalborg Karneval for nylig, og i weekenden mødtes 40 af de frivillige så på Åsen Teater ved Sterup for at lære hinanden at kende inden karnevallet i maj.
På teatret blev de frivillige, både nye og gamle kendinge, præsenteret for hinanden med Åsen Teaters velkomstritual, hvor hver enkelt deltager får ordet og skal fortælle lidt om sig selv og samtidig får et perlende koldt glas hyldeblomstvin, som Birthe Rosenfeldt fra Åsen Teater hvert år brygger af blomster fra teatrets hyldetræer.
Efter opholdet på Åsen kørte bussen med de frivillige videre til Sterup Forsamlingshus, hvor der var folkedans, som folkemusikgruppen “Svøbsk” stod for. Efter dansen blev de nu let svedige frivillige kørt til Aalborg, hvor de rundede dagen af med en middag.