Kagebord på Limfjorden
15 friske medlemmer af Svømmeklubben Søhesten i Hallerup benyttede søndagen på deltagelse i et noget usædvanligt kagebord.
For mens de fleste indtager den slags lyksaligheder med fast grund under fødderne, så var kagebordet flyttet cirka én kilometer ud i Limfjorden ved Hals. Her havde Mejdahls Bageri doneret indbydende muffins til svømmerne, der sprang i fjorden ved Hals Søsportscenter.
Hver af svømmerne havde i øvrigt betalt 50 kr. for at deltage i arrangementet, og overskuddet gik til Julemærkehjemmet i Hobro.
- Vi lavede et tilsvarende arrangement for to år siden, fortæller initiativtageren til det flydende kagebord, Johnni Olesen.
- Det er en sjov måde at tjene lidt penge til julemærkehjemmet på, og heldigvis ville Mejdahls Bageri gerne være med. Måske gør vi det til en årlig tradition, tilføjer Johnni Olsen.
Efter en hyggestund med kalorieindtagelse på fjorden gik turen tilbage til søsportscentret. Her blev der fristet med et varmt bad samt lagkage og kaffe.