Kæmpe indgreb i dagligdagen
Corona-pandemien betyder, at de største glæder og de største sorger ikke kan udføres eller opleves på normal vis i vore kirker
BRØNDERSLEV: Coronapandemien har om noget ændret vores dagligdag med et slag.
Det har naturligvis også betydning for folkekirken, hvor mange at livet højdepunkter fra vugge til grav udledes.
- Vi er også i Brønderslev kirke meget berørte af denne forandring, som er et kæmpe indgreb i vores dagligdag; nogen kan føle, at det måske er for meget, og nogen føler måske, det er for lidt, fortæller formanden for Brønderslev menighedsråd Peder Marlo.
- Vi er vidne til, at de største glæder og de største sorger ikke kan udføres eller opleves på normal vis, og det er vi i kirken meget berørte af.
- Vi forsøger på bedst mulige måde at gennemføre disse handlinger til mindst mulig gene for alle, men vi kan ikke ændre på de krav, der stilles til os fra øverste myndighed.
- De stillede krav til os får mig til at præcisere, at ved begravelser er kravet ikke max 10 personer i en forsamling, men det afgøres af, hvor mange der må være pr. kvadratmeter i kirkerummet.
- Det vil derfor være muligt, at der netop ved begravelser kan være flere.
- Men det er samtidig et ønske, at man begrænser antallet af personer så meget som muligt.
Præsterne har mulighed for at påse, at der holdes afstand i kirkerummet, men præsterne kan ikke og skal ikke sikre, at pårørende agerer korrekt i det offentlige rum - altså uden for kirken.
Det er derfor meget vigtigt, at pårørende sikrer egen sikkerhed, hvad angår afstand uden for kirken, understreger formanden.