Julerier hos FDF Vester Hassing
Der var stort ryk ind i kredshuset til det store julemarked
VESTER HASSING: Masser af julegran, duft af gløgg og æbleskiver, solid hygge og højtidelige indslag. Listen af julerier var lang, da FDF i Vester Hassing søndag afviklede den traditionsrige julestue i kredshuset på Tårnvej.
Arrangementet afstedkom vanen tro stort rykind af både børn og voksne, der ville have del i løjerne.
Og der var nok at komme efter. Udover ovennævnte blev der indledt med skønsang af de yngste FDF’ere, inden der i det opstillede telt var mulighed for at fornøje sig med egenproduktion af dekorationer.
I hallen var der stort loppemarked med effekter i hobetal, og for de fornuftigt påklædte var der arrangeret hestevognstur i november-kulden.
Naturligvis var der også salg af mandler, juletræer, slik og andre lyksaligheder på programmet.