Julen skudt i gang i Øster Hassing
Dagene bliver kortere, postkassen er fyldt med julekataloger og reklamerne på tv har julemelodier som underlægningsmusik. Vi kan ikke komme uden om det - julen nærmer sig.
Forleden skød Øster Hassing Borgerforening højtiden i gang med afholdelse af den årlige julefrokost. 30 deltagere hyggede sig med indbydende juleretter på en aften med forventet sen lukketid i forsamlingshuset.
Dermed er julerierne dog ikke slut i Øster Hassing. Borgerforeningen er gået sammen med kirken og menighedsrådet om fælles juletræstænding. Det sker den 1. december kl. 16.30, hvor der lægges ud med salmesang i kirken. Herfra er der fælles afgang til byens torv, hvor træet tændes kl. 17. Sct. Georgs Gilderne i Aalborg stiller op med "fredslyset", og øvrige deltagere opfordres ligeledes til at medbringe flagermuslygter eller olielamper.