Julen kommer til Ø. Brønderslev
Borgerforening klar med ny stor julekalender og julelysene tændes
Ø. BRØNDERSLEV: Julen kommer til Øster Brønderslev lørdag 17. november klokken 16. Her vil Øster Brønderslev Borgerforening afsløre sin nye, store julekalender, som opstilles udenfor Spar-butikken, og umiddelbart derefter tændes byens julelys for første gang.
Jesper Albrechtsen fra borgerforeningen oplyser, at overskuddet fra kalenderen vil blive bruge til faciliteter i den kommende, nye bypark.
- Så vi håber på rigtigt mange solgte lodder.
Kalenderens låger er udsmykket af lokale børn, unge og voksne: børn fra Troldehøj og skolefritidsordningen, unge fra Oasen samt Lone Holm, Mette Søskov og Per Drustrup Larsen.
Til afsløringen af de 24 små kunstværker byder borgerforeningen på en forfriskning til de fremmødte.
Bag lågerne gemmer sig gavebeviser på gevinster, der alle er sponseret af lokale erhvervsdrivende og foreninger i lokalområdet.