Julemandens Værksted i Brønderslev
JUL: Guld & Rod har åbnet Julemandens Værksted på en gård i Bredgade - her kan man opleve julehygge på mange forskellige måder
Brønderslev har fået et nyt sted, hvor man kan gå hen og få sig en dosis julehygge. Det er i Julemandens Værksted, som er åbnet i Bredgade.
Guld & Rod i Brønderslev står bag initiativet.
- Vi har fået lov til at låne en gård og er startet op i sidste uge. Det har været på tegnebrættet længe, fortæller Kasper Olesen, der er indehaver af Guld & Rod.
Et stort skilt ud mod Bredgade viser vej, og når man kommer ind i gården og haven, er der masser af julelys hængt op. En stor gammel kane står julepyntet midt i det hele, her kan man tage billeder med julestemning. Der sælges juletræer, pyntegrønt og en masse andet.
Der er også en masse ting, der bidrager til juleatmosfæren - træstubbe, økser, en trækærre, mælkejunger, en slæde og en udendørs skærm, hvor man kan se en film med Julemanden, der vinker.
- Vil vil gerne lave en familievenlig og hyggelig oplevelse, hvor man kan købe juletræet fælles, forklarer Kasper Olesen.
Et værksted er lavet til julestue, og det er spækket med dekorationer, kranse, lygter, lysestager og alt muligt andet julet.
- Der er mulighed for at købe en del, konstaterer Kasper Olesen.
Julemanden har også en gyngestol og et skrivebord der med en temmelig gammel skrivemaskine på.
En stor julemandssok er klar til at tage mod børnenes ønskesedler, som samtidig indgår i en konkurrence, hvor der trækkes en vinder hver uge, som blandt andet vinder et juletræ.
Det er i år første år, at Guld & Rod har lavet Julemandens Værksted. Måske bliver det større i fremtiden.
- Vi er på prøvestadiet. Hvis det hitter, så udvider vi selvfølgelig næste år, fortæller Kasper Olesen, der forestiller sig, at man kunne lave et værksted, hvor børn fx kunne få hjælp til at lave en lysestage til deres far og mor.
- Man skal altid lige være et skridt foran, smiler han.
Julemandens Værksted har åbent hver dag frem til jul - fra 14 til 20 i hverdag og fra 10 til 20 lørdag og søndag.