Julemanden kom til Brønderslev

Se alle billederne fra da Julemanden kom til Brønderslev

22. november 2018 kl. 19.10

BRØNDERSLEV: Flere hundrede mennesker fyldte torsdag aften Brønderslevs gader, hvor særligt børnene stod spændte og glade i vinterkulden og ventede på, at Julemanden skulle komme hele vejen fra Grønland.

Til tonerne af "Det’ sørme, det’ sandt, december" spillet af Brønderslev Harmoniorkester, stod de mange børn og trippede, mens de forventningsfyldte kiggede op i luften for at se, om de kunne spotte julemanden, der var på vej.

Selvom de fleste børn var glade, så var der rundt omkring nogle få, der lød til at have mistet modet.

- Kommer han ikke snart? Eller kommer han slet ikke?, lød det fra en forsamling af børn i Bredgade ti minutter før julemandens ankomst.

Men selvfølgelig kom Julemanden også til Brønderslev i år.

Julemanden blev beamet ned på taget af Mr. Agerbæk med lys og røg. Falck i Brønderslev sørgede for, at han kom sikkert ned til børnene.

- Nej, hvor ser i flinke og pæne ud. I er næsten ligeså pæne som Nissemor. Haha, nej! I er pænere, lød det fra Julemanden.

Efter Julemanden blev hejst ned fra taget, kæmpede han sig igennem menneskemængden og videre med hestevogn hen til Algade, hvor årets juletræ i Brønderslev står.

- Når jeg kigger på jer glade og smilende mennesker, så er det rigtigt, at Brønderslev er Vendsyssels hjerte, siger Julemanden.

Børnene hjalp Julemanden med at tælle ned, og med en eksplosion af konfetti blev juletræskæderne tændt på det store juletræ.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste