Julehus i Ingemannsgade
JUL: Ulla Stick Christensen spreder lys i julemørket med et flot dekoreret hus og en stemningsfyldt forhave
Det er fast tradition, at Ulla Stick Christensen i Ingemannsgade i Brønderslev pynter sit hus op til jul - rigtigt meget og i en grad så folk, der kommer forbi, også kan have glæde af at se huset udefra.
Ulla Stick Christensen peger på, at folk er vant til de fra de andre år.
- Det er en succes, og jeg gør meget ud af det. Nu er der nogle snemænd i den første ende, og i den anden er der noget med dyr, vand og svaner. Der kommer også sne på mine vinduer på indvendig side, det er både indendørs og udendørs, fortæller Ulla Stick Christensen.
For hende er det helt naturligt at have lyst til at gøre noget særligt ud af sit hus til jul.
- Det har jeg altid gjort. Det har bare altid siddet i mig. For hvert år der kommer, så laver man lige lidt nyt og gør lidt mere ud af det, fortæller hun.
Ulla Stick Christensen nyder også at se folks reaktion.
- Det give glæde at se glæden i alle de børn, der kommer og kigger. Der er rigtigt mange børnehaver, der kommer herned om formiddagen, så står de og kigger. Bare at se den glæde, man skaber hos andre folk - det er lige så meget dét, der gør det, det er helt sikkert, fortæller hun om sin motivation for at gøre sig så umage med huset.
At 2020 er et år præget af corona har på ingen måde fået hende til at drosle ned med juledekorationen.
- Nej, jeg synes tvært i mod, at jeg skruer mere om. Det er ligesom om, at så er man mere ivrig for at glæde andre, for der er ikke meget at kigge på lige nu, fortæller Ulla Stick Christensen - der også fik lyst til at tænde for det hele lidt tidligere i år end hun plejer.
Ulla Stick Christensen og hendes hus er også kendt for, at der hvert år bliver gjort virkelig meget ud af det med udsmykning til halloween.
Oplandsavisen vil meget gerne i den kommende tid fortsætte med at vise flere flotte billede af julehuse og fortælle om folkene bag.
Kender du nogen, der gør en ekstra indsats for at pynte deres hus op til jul, eller gør du selv, så fortæl os meget gerne om det på redaktion.oplandsavisen@nordjyske.dk