Juleaften som hos mor
- Vi håber, at det bliver en rigtig hyggelig juleaften - ligesom hjemme hos mor. Ordene kommer fra sognepræst Steen Rughave fra Brønderslev. Sammen med sin kone, Ellen, er han igen i år vært for juleaftensfejringen i Brønderslev Kirke.
Værtsparret håber, at mange har lyst til at holde jul sammen med dem. Juleaften er for alle: børn og voksne, unge og ældre og håbet er, at dette kan være et tilbud, som mange har lyst til at benytte sig af. I stedet for at rejse væk, sidde få eller alene, eller tage til den anden ende af landet, kan man og fejre jul i Brønderslev. Alle - fra hele Brønderslev kommune og omegn, er velkomne til at fejre en hyggelig og klassisk juleaften i sognegården.
Else Hansen fra arrangementsgruppen glæder sig over, at en flok frivillige har meldt sig til at hjælpe og de sørger for at pynte op, dække julebordet og servere den gode julemad.
Julefesten begynder med mulighed for julegudstjeneste i Brønderslev kirke. Efter begge gudstjenester er der kaffe og juleknas i den hyggelige pejsestue før julemiddagen serveres.
Når maden er spist, tændes lysene på juletræet og den traditionelle juleaften fortsætter med julesalmer, læsning af juleevangeliet, julegaver - og mon ikke også præsten tager en god julehistorie med?
Arrangementet slutter klokken 21, og der bliver sørget for gratis hjemtransport hvis det ønskes. Man skal selv finde ud af at komme hen til kirken og er det et problem, kan kirkekontoret være behjælpelige med en løsning.
Indbydelse og detaljeret program fås i kirkerne og hos præsterne i hele Brønderslev Kommune og ved henvendelse til Brønderslev Kirke senest 15. december.