Judo i 24 timer
Ørsø Judoklub var med til arrangementet 24 timer i Hjallerup
ØRSØ: Ørsø Judoklub var 24 timer på måtten, da Hjallerup Idrætscenter holdt arrangementet 24 timer i Hjallerup, hvor der blev samlet midler ind til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro.
Det oplyser Søren Larsen fra klubben.
I løbet af weekenden kunne man stifte bekendtskab med en lang række aktiviteter, og Ørsø Judoklub havde bredt måtter ud og kunne således mønstre et hold bestående af 29 kæmpere, som lørdag var klar til påbegynde et døgns gulvkampe.
- Det blev til mange sjove episoder, hvor såvel børn, forældre, bestyrelsesmedlemmer og trænere måtte kæmpe på måtten for at holde kampene i gang. Foruden det gode velgørende formål som arrangementet har, var det også en fin mulighed for judoklubben at præsentere judosporten og mange stoppede op ved måttekanten og så, hvor sjovt judo kan være, uden der nødvendigvis kæmpes om guld, sølv og bronze, skriver Søren Larsen.