Jubilæum
Revisorassistent Aase Lauritsen, Ulveskovvej 7, Røgild, Brovst, 25 år hos LandboNord.
Da Aase Lauritsen havde færdiggjort gymnasiet samt den et-årige HH, havde hun sat sig for en karriere på kontor. Allerede siden folkeskolen vidste hun, at det skulle være noget med tal og regnskab, så hun fik en læreplads på Han Herreds Landbocenter i Fjerritslev. Her blev hun taget godt imod og faldt hurtigt til. Det er nu 25 år siden.
De første opgaver var primært at bogføre for kunderne, og gennem årene udviklede det sig til farmsekretæropgaver, udarbejdelse af årsrapporter og skatteregnskaber - både for erhvervskunder og landbrugskunder. Glæden ved at følge kunderne og se, hvordan de udvikler sig, er nogle af de ting, som Aase sætter pris på i sit arbejde. Et arbejde, hvor et godt humør og en god faglig viden er en naturlig del af hverdagen.
Gennem årene har Aase Lauritsen deltaget i flere efteruddannelsesforløb og -kurser, og hun har således en rigtig god faglig viden at bygge sit daglige arbejde i LandboNord på. Senest har hun taget eksamen i akademifagene Årsrapport og revision, Moms og afgifter samt Skatteret. I flere år har Aase været sine kollegers repræsentant i samarbejdsudvalget i LandboNord.
Det er ikke tilfældigt, at Aase Lauritsen er i LandboNord. Tilknytningen til landbruget har hun haft lige fra barnsben, hvor hun voksede op på et landbrug på Tranum Enge, og i dag er hun gift med Bjarne, som driver et landbrug i Røgild ved Arentsminde med planteavl. Sammen har de to drenge på otte og 10 år.
I sin fritid spiller Aase Lauritsen harmonika. Det har hun gjort, siden hun var barn, og det har givet rigtig mange gode oplevelser. Hver mandag i vinterhalvåret spiller Aase for danserne i Tranum Folkedanserforening. Ellers går fritiden med at følge drengenes skolegang, ferier samt projekter hjemme på ejendommen sammen med mand og børn, hvor alle fire nyder livet på landet.
Aase Lauritsens jubilæum bliver fejret internt i LandboNord.