Hellum Multihus er overdraget til en overordnet forening. Her gratulerer formanden for Hellum IF, Bjarke Steen Larsen, formanden for Hellum Multihus, Mette Tolstrup. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Jubilæum og overdragelse i Hellum Multihus

07. maj 2022 kl. 09:01

Hellum Idrætsforening hører ikke til de største. Alligevel er der stor aktivitet i foreningen, hvor ikke mindst seniormotion de senere år har tegnet programmet. Krudtuglerne er navnet på et idrætstiltag for medlemmer over 60 år. Hver onsdag er der samling i Hellum Multihus, hvor der lægges ud med fællessang og følges op med blandt andet gymnastik, dart og boldspil. Krudtuglerne har været aktive i 25 år, og forleden blev det flotte jubilæum markeret med fest i netop multihuset. Her var omkring 70 gratulanter på plads for at hylde tiltaget, der i sin tid blev etableret i samarbejde med Brønderslev Kommune.

Jubilæet var dog ikke den eneste grund til, at Dannebrog på dagen var hejst over Hellum Multihus. Således blev det også markeret, at bygningen har fået ny ejer. Hidtil har Hellum IF, borgerforeningen og den nu nedlagte ungdomsklub i fællesskab drevet stedet. Nu har foreningen Hellum Multihus overtaget alle herlighederne for den nette sum af én krone.

Instruktør for Krudtuglerne, Ellen Bager, leverede en forrygende feststale for forsamlingen. Foto: Allan Mortensen

– Vi har jo indset, at driften af huset har været meget bundet op på, at det også har gået godt for foreningerne, lyder det fra Mette Tolstrup, der er formand for Hellum Multihus.

– Vigende medlemstal har desværre været i stand til at påvirke mulighederne i huset. Derfor tog vi i 2019 initiativ til at etablere en overordnet forening til at stå for den daglige drift. Og den officielle overdragelse har vi altså markeret i dag, tilføjer Mette Tolstrup.

Hun bakkes op af formanden for Hellum Idrætsforening, Bjarke Steen Larsen.

– Vi er glade for, at det nu er blevet en realitet. Med en overordnet forening bliver vores egen foreningsdrift enklere. Vi bliver lejere i huset på almindelige vilkår. Dermed kan vi koncentrere os om det vi egentlig er sat i verden til - nemlig at drive idrætsforening, siger Bjarne Steen Larsen.

Udover at være hjemsted for de lokale foreninger, så fungerer Hellum Multihus blandt andet også som selskabslokale. Desuden lejes det ud til diverse møder, foredrag og lignende. Dette fortsætter uændret under den nye struktur.

Der var stort rykind i Hellum Multihus. Foto: Allan Mortensen

– Udlejningen er en god indtægtskilde, fastslår Mette Tolstrup.

- Det har dog lagt lidt stille de seneste par år som følge af corona, men nu er der atter efterspørgsel. Vi er derfor også fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden. Intet tyder på, at multihuset ikke fremover får en stor plads i vores lokalsamfund. Vi er klar til at byde brugere og foreninger velkomne og vi imødeser gerne mange flere nye tiltag. Rammerne er i hvert fald til stede, lyder det fra formanden.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu