Johnni Olesen og Klokkerholm- Koret på Kunstcentret
Der er masser af aktiviteter på Kunstcentret i julemåneden. Søndag 12. december kigger Årets Nordjyde 2020, Johnni Olesen, indenfor.
Han vil fortælle om sit store og engagerede arbejde med at skaffe penge til Julemærkehjemmet i Hobro. Han svømmer, afvikler koncerter og laver en række aktiviteter for at skaffe penge til hjemmet. Det vil han fortælle meget mere om.
Kunstcentret støtter i øvrigt også Julemærkehjemmet i Hobro, idet der doneres 10 kroner for hver solgt entrébillet under denne udstilling. Julemærkehjemmets økonomiske fundament skaffes gennem salg af julemærker, og da vi ikke sender så mange breve og julekort mere, er indtægterne vigende. Er man interesseret i julemærker, så byder den aktuelle udstilling også på en større udstilling af julemærker fra det første i 1904 og til de nyeste fra i år.
Ud over Johnni Olesen, der holder foredrag kl. 13.30, kommer Klokkerholm Koret og synger julen ind på Kunstcentret.