John Mogensen i BASbio
BASbio i Brønderslev viser onsdag, torsdag, fredag og søndag klokken 19 "Så længe jeg lever".
Der er en ekstra forestilling torsdag klokken 14, hvor Ældre Sagen giver en kop kaffe.
"Så længe jeg lever" er en dramatisk, humoristisk og poetisk rejse gennem musikeren John Mogensens liv. Manden der lagde Danmark for sine fødder med store folkelige klassikere som “To mennesker på En Strand", “Så længe Jeg Lever" og “Fut i Fejemøget".
Vi følger ham fra barndommen til hans første gennembrud med Four Jacks for så at gå i glemmebogen - og i hundene - indtil han pludselig brager igennem med sit enorme gennembrud i 1971 med "Der er Noget galt i Danmark!".
"Så længe jeg lever" en rørende og smuk kærlighedshistorie om John og hans kone Ruth og deres tumultariske ægteskab, fyldt med varme, lidenskab, bajere og kaos og fremfor alt, musikken, som er Johns helt store passion.
Men Johns kamp med sin egen perfektionisme og søgen efter det absolutte ender med at æde ham op indefra. John dør, men musikken lever...
Rasmus Bjerg indtager sin første store dramatiske filmhovedrolle i "Så længe jeg lever" med rollen som John Mogensen.
Rasmus Bjerg har tidligere spillet med i bl.a. Rasmus Heides Alle for en-to-tre-komedier, familiefilmen Iqbal og Superchippen og Hella Joofs komediehit All inclusive.
I "Så længe jeg lever" spiller Bjerg overfor Helle Fagralid, som er tilbage på det store lærred i den kvindelige hovedrolle som Johns store kærlighed Ruth.
Helle Fagralid havde senest hovedrollen i Nils Malmros’ Sorg og glæde, som hun modtog en Robert for i 2014.
Det purunge stortalent Harald Kaiser Hermann, der tog Danmark med storm i Der kommer en dag, ses i rollen som John Mogensen som dreng.
De flankeres af en lang række af landets bedste musikalske skuespillere, heriblandt Peter Mygind, Flemming Enevold, Bebiane Kreutzmann, Laus Høybye, Amin Jensen, Lars Ranthe og mange flere.