Jazz i topklasse på Hjørnet
Hjørnets Musikudvalg valgte helt rigtigt, da man valgte Peter Vuusts Jazz-Trio til at give koncert på Hjørnet i Dronninglund
DRONNINGLUND: Peter Vuust Trio gav koncert på Hjørnet i Dronninglund. Udover Peter Vuust selv på bas og sangerinden Veronica Mortensen var pianisten Hans Esbjerg på scenen.
Peter Vuust er med 6 cd-udgivelser og mange koncerter i både ind- og udland, et af de mest veletablerede navne på den danske jazzscene. Udover at være en fremragende bassist, er han en højt respekteret hjerneforsker inden for feltet Music In The Brain, et forskningsfelt han selv har opbygget.
Med sig på scenen havde Peter Vuust pianisten Hans Esbjerg og Veronica Mortensen, én af landets førende jazzsangerinder. Aftenens koncert på Hjørnet var en fortolkning af Peter Vuusts melodiøse jazzsange fra de to første cd’er ”Images of Falling” fra 2005 og ”September Songs” fra 2013, men så sandelig også fra den helt nye ”Leaves of Love”.
Ulrik Eriksen fra Hjørnets Musikudvalg beskriver musikoplevelsen således: - Fra første tone stod det klart, at vi havde at gøre med musikere af meget høj standard. Nogle mener jazz er en svær tilgængelig musikgenre, men trioen formår med stor elegance at gøre genren let fordøjelig. Numre som ”Next To You”, ”Two Is More Than One”, ”Lullaby”, ”September Songs” og” Leaves of Love” var gode eksempler på det. En flot koncert blev afsluttet med Lennon og McCartneys ”Hey Jude”.
- Gæsterne gav udtryk for stor tilfredshed, og stemningen var på plads ved de runde borde. Vi er stolte af at kunne trække et så velanskrevet navn som Peter Vuust til vores nye lille spillested, Hjørnet. Der er foreløbig indgået aftaler om yderligere 8 koncerter. Søndag 9. december kl.16 er der julekoncert med Jette Torp efterfulgt af en god julebuffet, slutter Ulrik Eriksen.