Intech i Gazellespring
På Brønderslev-virksomheden Intech International A/S i Brønderslev har man svært ved at få armene ned. Det er kun gået én vej for virksomheden, der producerer rejefabrikker, og det er fremad.
Virksomheden beskæftiger i dag ca. 65 mand, og der er i denne tid ansættelsessamtaler med yderligere en håndfuld kommende medarbejdere.
I løbet af blot fire år er antallet af medarbejdere steget med 45.
Direktør Leif Carøe Andersen fortæller, at der er ordrer frem til midten af 2019.
- Men kommer der ekstra ordrer, bliver der også plads til dem, storsmiler Leif Carøe Andersen.
Virksomheden har netop udvidet med 3.300 kvadratmeter, så der nu er 6.500 kvadratmeter under tag.
Leif Carøe Andersen understreger, at nøgleord for virksomheden er troværdighed, professionalisme samt kvalitet. Virksomheden har kunder over hele verden. Det er første gang, han tilbyder gæster på fiskerimessen at se en færdig rejefabrik.
Det er sjette gang Intech International A/S er blevet tildelt Gazelle af Børsen. Det skete i Musikkens Hus i Aalborg, hvor 163 nordjyske Gazelle-virksomheder blev kåret og fejret af flere hundrede mennesker.
For at en virksomhed skal tildeles en Gazelle, skal den have opnået vækst for de seneste fire finansielle år og som minimum fordoblet indtægterne i samme periode - og dermed sat godt gang i væksten i Nordjylland.
For Intechs vedkommende er der opnået en vækst på 205,6 procent på fire år.