Inger Malgård udstiller
Hun er nordjyde, vokset op ved Limfjorden, og så har hun boet i udlandet som ung. Efter i mange år at have arbejdet som sygeplejerske brændte hun ud, og tog i stedet en uddannelse som organist. Som sådan har hun nu arbejdet i 12. år.
Navnet er Inger Malgård, organist ved Øster Brønderslev Kirke. I de næste to måneder er det hende, der udstiller i Folkekirkens Hus’ smukke orangeri på Gammel Torv i Aalborg.
- I min fritid brænder jeg for kunsten - særligt keramik men også maleriet, fortæller hun.
- Vi er som mennesker meget forskellige, men alle har vi vores værd og fortjener at blive elsket. Det er jo en af kristendommens fine tanker og det har bl.a. inspireret mig i mine malerier.
- Mit keramik er ofte asymmetrisk og med runde former. Sådan kan jeg bedst lide det. Måske ubevidst en modstand på, at vi i vores samfund ofte kræver det perfekte, som sommetider er det godes værste fjende.
I de næste to måneder kan såvel keramik som billeder beses i Folkekirken Hus, og begge dele kan også købes. I den forbindelse har Inger Malgård besluttet, at skulle nogle af hendes ting blive solgt på udstillingen, så vil hun donere 50 procent af beløbet til Landsforeningen Sind, som gør et stort stykke arbejde for sindslidende her i Danmark- et område som Inger Malgårds mening er har været - og stadig er - alt for lavt prioriteret i vores samfund.
Udstillingen kan beses hver dag fra klokken 10 til klokken 16 - i forbindelse med arrangementer i huset helt frem til 21.30. Fredag dog kun fra 10 -15.
Tidligere udstillinger: Børglum Kloster, Vesterkærets Kirke, Arden Kirke, Huset Hasserisgade, Buderupholm Ødekirke.