Ingen ensomme meldte sig
Røde Kors søsatte telefonordning for ensomme i coronatiden - syv frivillige meldte sig til at ringe, men ingen ønskede opkald
BRØNDERSLEV: Det var ellers med gode intentioner, da Røde Kors og Ældre Sagen i Brønderslev satte en telefonordning imod corona-ensomhed i gang.
Her tilbød de folk, der var ramt af ensomhed under coronakrisen, at blive koblet sammen med andre via telefon.
Men det er ikke blevet til noget.
- Der meldte sig syv, der gerne ville ringe folk op, men der meldte sig ikke nogen, der ville ringes op. Jeg ved ikke hvorfor, fortæller formand for Røde Kors i Brønderslev, Knud Jørgensen.
Han peger på, at det kan være, at folk simpelt hen ikke føler, at de ikke har nogen at snakke med.
- Det må man håbe, siger han.
Der blev ellers reklameret for tilbuddet flere steder, og hjælpsomheden var til stede - men efterspørgslen udeblev altså.
- Det er jo godt, at folk ikke har behov for det. Det må man sige. Men vi har gjort et forsøg, konkluderer Knud Jørgensen.