Billede beskrivelse

Indvielsesfesten er næsten på plads

Når Dronninglund midtby står færdig, bliver den indviet med et brag af en fest

28. april 2019 kl. 10.02

DRONNINGLUND: Det store og 18 millioner kroner dyre Midtbyprojekt i Dronninglund er lige startet, men alligevel er man allerede nu godt i gang med at forberede en stor indvielsesfest. Datoen er fastlagt til 30. august, og det sætter de involverede under stort pres, for projektet skal naturligvis være helt afsluttet, når indvielsesfesten skal foregå.

Det er planen, at indvielsen skal være en festdag for hele byen, og foreninger og kultur- og uddannelsesinstitutioner opfordres til at hjælpe med at lave et stort og afvekslende program for dagen.

Til at arrangere dagen har Brønderslev Kommune indgået aftale med Arne B. Schade fra Impact Event.

Han kender byen særdeles godt, da det også er ham, der står for alle Dronninglund Handels aktiviteter.

Ifølge de foreløbige planer vil indvielsen komme til at foregå i tre faser. Om formiddagen vil legepladsen blive indviet i samarbejde med byens børnehaver. Her vil der være underholdning og is til alle børn.

Om eftermiddagen indvies Apotekerhaven med taler og kaffe i det grønne, og om aftenen med start kl. 18 vil den officielle indvielse af Genform Dronninglund/Slotsgade foregå med udendørs spisning og officielle taler. Der vil desuden løbende være underholdning fra scenen, og man håber at kunne præsentere et kendt navn som hovedattraktion. Det hele sluttes af med stort fyrværkeri kl. 22.

Det omtalte program er kun den overordnede ramme for festen, og Arne B. Schade håber, at mange vil byde ind med aktiviteter og underholdning, og man er meget velkommen til at kontakte ham.

Biblioteket er som bekendt også berørt af projektet, og her vil man ikke være færdig 30. august. Derfor indvies biblioteket først lidt senere. Her er datoen fastsat til 15. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste