Billede beskrivelse

Ilse og Gitte fik fondsmidler til udflugt

02. oktober 2023 kl. 19.00

- Det er så dejligt, at vi kan lave denne tur. Vi kan næsten ikke få armene ned af glæde over den fine donation. 

Sådan lyder det fra formanden for Mødrehjælpen i Brønderslev, Ilse Hansen i kølvandet på en bevilling fra Sparekassen Danmark Fonden, Jerslev. 

Fonden har således bidraget med 22.500 kr. til en planlagt tur til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Pengene blev overrakt ved en sammenkomst i Hørby forleden. Her kom det dog som lidt af en overraskelse for Mødrehjælpen, at hele det ansøgte beløb var blevet bevilliget. 

- Vi havde nemlig ikke på forhånd fået info om, hvor mange penge vi ville få, fortæller Ilse Hansen. 

- Så glade blev vi selvfølgelig, da det gik op for os, at fonden havde doneret 22.500 kr. - altså hele det ansøgte beløb, tilføjer hun. 

Ilse Hansen oplyser videre, at formålet med turen er at give de deltagende børnefamilier en dag med læring og oplevelser omkring havets dyr. 

- De får nogle positive oplevelser sammen som de kan snakke videre om hjemme. Og børnene kan fortælle om det til kammeraterne i børnehaven eller skolen. Et besøg i Nordsøen Oceanarium kan være en stor udgift for den enkelte familie i en tid, hvor økonomien er presset på grund af stigende priser i samfundet. Så det glæder os, at vi nu kan arrangere en udflugt for maksimalt 50 børn og voksne, forklarer Ilse Hansen

Den planlagt udflugt forventes afviklet i begyndelsen af det nye år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste