Billede beskrivelse

Ildsjæl hædret med Årets Glas

18. februar 2023 kl. 16.01

Hvert år siden 1972 har Dronninglund Borgerforening uddelt Årets Glas til en særlig ildsjæl i Dronninglund. Denne tradition ønsker man naturligvis at fortsætte også i år, hvor foreningen fejrer 125-års jubilæum. 

Der var derfor gjort lidt ekstra ud af overrækkelsen, der fandt sted på dagen for foreningens oprettelse i 1898, nemlig 16. februar. Derfor var der forud for overrækkelsen inviteret til spisning i lokalerne på Hjørnet, og her mødte over 80 gæster op.

Også i år gik prisen til en person, der har gjort en særlig og uegennyttig indsats for Dronninglund eller for byens og egnens befolkning.

Billede beskrivelse

- En enig bestyrelse ønsker i år at give glasset til en person, der primært har arbejdet ihærdigt for idrætslivet, sagde foreningens formand, Allan Danielsen, hvorefter han kaldte Friths Bisgard op for at modtage prisen.

- Du kan om nogen leve op til definitionen på en person, der har ydet en særlig indsats for Dronninglund. Du har været aktiv i Dronninglund Fodboldklub siden 1977, hvor du gennem årene har haft mange kasketter på. Du har været både formand, kasserer, bestyrelsesmedlem, holdleder og været aktiv i flere forskellige udvalg, sagde Allan Danielsen og remsede herefter en lang række aktiviteter op, Friths Bisgaard havde deltaget i.

- Til lykke med Årets Glas 2023, og som noget helt særligt, da det er jubilæumsår, har vi besluttet at ændre titlen fra ’Årets Glas’ til ’Årets Ildsjæl’, sagde Allan Danielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste