Billede beskrivelse

Idé blev landsdækkende

15. august 2017 kl. 16.41

En idé, der udspandt sig over køkkenbordet har nu bredt sig til hele landet. Det er LandboSenior-klubber, der er tale om.

Foreningen i Brønderslev blev stiftet i 1994, og i 1997 var LandboSeniorklubberne landsdækkende.

De 20 år med landsforeningen er netop fejret i Brædstrup, hvor deltog en del medlemmer fra Brønderslev.

Vera Nielsen mindes starten:

- Over en kop kaffe i køkkenet på gården "Højen" fødtes ideen, fortæller Vera Nielsen, Serritslev, der drøftede sagen med sin mand, Erik Nielsen, der dengang var engageret i Brønderslev Landboforening.

- Vi diskuterede - som så mange gange før - Brønderslev Landboforening og landbruget.

- Diskussionen kom til at dreje sig om de arrangementer, som Brønderslev Landforening var en del af - blandt andet 4H, LandboUndom, den aktive alder med kurser og aktiviteter. Men ingen seniorafdeling.

- Jeg mente, at der manglede en seniorafdeling til alle de andre tilbud. Begrundelsen var den store skare landmænd, som jo næsten lever og ånder for deres erhverv, og hvor gennemsnitsalderen var/er høj.

- Som landmand er man meget engageret i sit erhverv, og det fylder utroligt meget. Politikken og kollegerne omkring landbruget betyder meget, og det kan blive svært at slippe erhvervet lige fra den ene dag til den anden.

- Min opfattelse var, at der måtte laves en platform, hvor man stadig kunne mødes og få en god diskussion med gamle kolleger, og stadig holde sig ajour med, hvor dansk landbrug bevægede sig hen, og ikke mindst samvær om andre kulturelle oplevelser, når man blev pensionist eller afhændede sit landbrug.

Veras mand tog ideen med til Brønderslev Landboforening. På daværende tidspunkt var bestyrelsen i landboforeningen og Familielandbruget, samt lederen af regnskabsafdelingen, Henning Krabbe, meget positiv over for nytænkning og nye ideer, så det var lige det rigtige tidspunkt.

De synes, at ideen var aktuel og ville gerne prøve, om der kunne etableres en seniorklub i Brønderslev, som skulle være understøttet af Landboforeningen og Familiebruget.

Jens Andreasen fra Serritslev, der på det tidspunkt var medlem af Landboforeningens bestyrelse, blev sat til at realisere "Landbrugets Seniorklub Brønderslev".

I begyndelsen af 1994 var der bestyrelsesmøde, hvor Jens Andreasen gentog Vera Nielsens ønske om en klub for landboseniorer.

Foreningssekretær Lars Laugesen var også tændt på ideen, så arbejdet gik i gang.

- Der viste sig at være mange muligheder. Det var blandt andet på tale at købe et lille landbrug, hvor der kunne etableres værksted og andre hobbyting, lidt smådyrshold, mødelokale og mange andre spændende tiltag. Men jeg fornemmede, at det ikke var den type tiltag, vore kommende medlemmer efterspurgte.

Det lykkedes Lars Laugesen at hjembringe 150.000 kr. fra Udvikling i Landdistrikterne. Det var et flot startgrundlag.

Der var kun fire, der kom til første møde. Men Vera Nielsens idé levede videre.

17. januar 1995 blev holdt et nyt møde. Og her kom 37 deltagere.

Den første styringsgruppe blev sammensat af Jens Chr. Vestergaard, Holte, Peder Thomsen, Brønderslev, Jens Laurits Pedersen, Ø. Brønderslev, Grethe Nielsen, Serritslev og Alis Nesgaard Henriksen, manna.

Gruppen konstituerede sig med Jens Chr. Vestergaard som formand.

Jens Chr. Vestergaard mindes, at der blev bestilt plads til en times bowling, kaffe og snak.

Senere blev der holdt auktionstræf. Det var en erstatning for det sociale tomrum, der blev, da Landboauktionen i Brønderslev lukkede.

Der har været ture til Lille Vildmoses Naturreservat og meget mere.

Jens Chr. Vestergaard og Vera Nielsen modtog på De Danske Landboforeningers delegeretmøde 8. oktober 1997 De Danske Landboforeningers Initiativpris på 7.500 kr.

Jens Chr. Vestergaard fortæller, at én af de største oplevelser var en tur til Alsace, hvor der selvfølgelig skulle ses på vinhøst.

På mødet i Brædstrup roste Jørgen Skovbæk, der fra 1966 til 1996 var sekretariatschef for De Danske Landboforeninger, initiativet, der har spredt sig over hele Danmark. Her deltog godt 300 medlemmer fra hele landet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste