I skole igen, men hver for sig
Eleverne i 0. til 5. klasse kunne endelig komme i skole igen
DRONNINGLUND: Efter en næsten total nedlukning af samfundet i en måned er hverdagen nu små småt ved at vende tilbage for nogle. Det gælder således børnene i 0. til 5. klasse.
De kunne mandag starte i skole igen til stor glæde for dem og sikkert også for deres forældre. Alt er dog ikke, som det plejer, for krisen er ikke overstået, og vi skal fortsat vaske hænder og holde afstand.
- Det bliver en meget anderledes måde, vi laver skole på, fortæller skoleleder Steen Jensen, Dronninglund Skole.
- Vi skal være i skole hver for sig, og det kan godt give udfordringer, men vi forsøger at lave en skoledag, hvor det kan være trygt og rart at komme, og som ligner en normal skoledag så meget, som det er muligt, siger skolelederen.
Der skal være stor afstand mellem eleverne, og det giver pladsproblemer. Man kan ikke undervise en klasse i et normalt klasseværelse.
- Alle klasser får to lokaler til rådighed, som de kan være i som base, men de skal egentlig primært være udendørs. Derfor har vi fået stillet en række telte op, og de er så store, at hele klasser kan være i dem.
- Undervisningen skal jo helst foregå udenfor, og det kan vi så gøre i teltene, hvis vejret ikke arter sig.
Der skal være mindst to meter mellem eleverne, og selvom vi har pænt store lokaler, så kræver situationen mere plads. Vi fordeler klasserne rundt på hele skolen, fordi de store elever ikke er her. De eneste, der kommer til at være i deres normale klasser, er 0-årgang, siger Steen Jensen.
Den enkelte klasse skal holdes adskilt fra andre klasser, og derfor skal børnene heller ikke gå ind ad hovedindgangen, men gå ind gennem klyngedørene. Derved undgår man færdsel på hovedgangen.
- Vi er så heldig, at vi har mange indgange. Forældrene skal aflevere børnene uden for skolen. De må ikke følge dem ind, og vi har skrevet til dem, at vi gerne vil undgå, at alle møder kl. 8. Hellere komme fem minutter for sent de næste uger for at skaffe plads.
- Man kan også hente børnene fra en time, før de har fri. Så undgår vi, at alle børn har fri på samme tid, siger han.
Ren skole
Et krav til skolerne fra sundhedsmyndighederne er, at der skal gøres mere rent. Det opnår man på Dronninglund Skole ved, at alle faglokaler lukkes, og så kan hele rengøringskapaciteten bruges ude ved børnene i lokalerne, hvor de er.
- Med lukningen af faglokaler kommer al undervisning i praktisk musiske fag til at foregå i klasserne eller udendørs. Der bliver ingen madkundskab, hvor de laver mad, men de kommer til at arbejde med andre elementer af faget som ernæring og den slags ting. Det bliver heller ikke det normale skema, vi følger. Der bliver meget fokus på dansk og matematik, og vi tilknytter en lærer til hver klasse, hvis det er muligt. Derved undgår vi at lave for mange smittebroer mellem klasserne. Vi har desværre også personale, der ikke kan arbejde, fordi de er i risikogruppen, og dem må vi så dække ind på anden vis, fortæller Steen Jensen, der også oplyser, at kun ganske få forældre har udtrykt bekymring for at sende deres børn i skole i den aktuelle situation.
- Det er mit indtryk, at børnene glæder sig til at komme i skole, og at forældrene selv glæder sig til at få børnene af sted igen. Vi bestræber os også på at gøre det trygt at gå her. Vi har masser af sæbe, og vi har håndsprit der, hvor personalet krydser hinanden. Det kan være på kontoret, i køkkenet, hvor de har deres madpakker i køleskabet og ved kopimaskinerne, siger Steen Jensen.
Også for lærerne bliver der tale om en meget anderledes skoledag.
De kan ikke mødes, som de plejer, og skal det ske, så sker det virtuelt.
- Der er masser af udfordringer, og der sker hele tiden noget nyt, men vi agerer ud fra de meldinger, der kommer. Vi er klar til at åbne. Vi vidste jo, at vi på et eller andet tidspunkt skulle åbne igen, så vi havde lavet planer for de forskellige scenarier.
- Vi vidste ikke, hvordan eller hvornår det skulle ske, men vi havde flere forskellige planer, som vi bare kunne tage frem, og derfor føler jeg også, at vi er helt klar til at gå i gang, siger Steen Jensen.
Hjemmeundervisning
Mens børnene har gået derhjemme, har de modtaget hjemmeundervisning. De gælder også de ældre elever.
- Det er faktisk forløbet særdeles fint. Naturligvis er det meget afhængigt af børnenes alder. Jo ældre børnene er, jo nemmere er det at få til at fungere. De har jo computere og kan selv logge ind og er på den måde selvkørende. Sværere har det været for de yngste. Derfor har lærerne kopieret materiale til dem. Vi stillede en række borde op ved indgangen, hvor forældrene kunne komme og hente materialerne med opgaver, som børnene kunne lave derhjemme. Alt i alt har det fungeret tilfredsstillende, men det er dejligt, at vi nu igen kan få direkte kontakt med eleverne og være sammen med dem. Nu mangler vi bare at få de store elever i skole igen, slutter skoleleder Steen Jensen.