Hvis man tror, man kan redde hele verden, skal man holde sig væk
Opbakningen til Røde Kors er større i denne tid end nogensinde før. Det kom tydeligt til udtryk, da Røde Kors inviterede til ’Frivilligdag 2022’ i Hjallerup Kulturhus i lørdags. Den store sal var fyldt helt op af frivillige medarbejdere.
Efter kaffe og rundstykker gik generalsekretæren for Røde Kors, Anders Ladekarl, på talerstolen og holdt et indlæg for de fremmødte. ”Røde Kors nu og i fremtiden” var titlen.
- Efter den lange nedlukning har jeg været lidt bekymret for genstarten. Ville I alle vende tilbage og vise samme entusiasme som før coronaen? Min bekymring er heldigvis blevet gjort til skamme. Vi er kommet godt i gang igen, og faktisk er omsætningen steget med 10%, sagde han.
- Røde Kors aldrig haft så stor opbakning som nu. Over en halv million bidrager på en eller anden måde til Røde Kors. Enten med donationer eller som frivillig. Jeg har været med i over 20 år, og opbakningen har aldrig været større. For os betyder fællesskabet alt, og derfor må vi også gerne snart komme tilbage til normalen. Tak, fordi I stadig er der, sagde Anders Ladekarl til de mange frivillige.
Afghanistan som eksempel
Herefter tog generalsekretæren fat på nogle af problemerne internationalt set. Her nævnte han Afghanistan.
- Der har været krig i landet i over 30 år, og de humanitære udfordringer er store. Lige nu er det hele kollapset. De offentligt ansatte har ikke fået løn siden august, og landet er brudt sammen. Her er det så, Røde Kors træder til. Vi får 16 hospitaler til at fungere, og i næste uge drager jeg netop til Afghanistan for at undersøge, om dansk Røde Kors er i stand til at drive et hospital i landet, sagde han.
Også de klimarelaterede katastrofer er noget, Røde Kors må tage sig af.
- De er voldsomt stigende, og de er værst i de lande, der har mindst skyld i klimakrisen, sagde han, der også nævnte den humanitære krise i Sydsudan og mange andre steder. Der er så store problemer mange steder, at det kan synes håbløst.
- Hvis man tror, man kan hjælpe hele verden, er det håbløst, sagde han.
- Hvis man som jeg har den opfattelse, at verden må reddes med et menneske ad gangen, så gør man alligevel en forskel. Vi ved også, at havde vi ikke været der, havde mange ikke overlevet. Man bliver nødt til at gøre så meget, man kan, og stræbe efter at gøre mere, og det er jo det, vi gør hele tiden. Man må dog ikke have den illusion, at man kan redde hele verden på en gang. Hvis man tror det, skal man holde sig væk, for så går det galt. Vi gør en forskel, og flere og flere støtter os, sagde generalsekretær Anders Ladekarl.
Netværk Nord
Den nordjyske udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen (S), deltog også ved arrangementet og bidrog med et indlæg med titlen ’Medmenneskelighed og fællesskaber’.
Bag arrangementet stod Netværk Nord, der er et samarbejde mellem de nordjyske Røde Kors-afdelinger.