Husflid til skue: Dygtige damer viste kreationerne frem
Det kreative var i fokus den forgangne lørdag i foreningshuset Borgen i Jerslev. Jerslev Husflid havde kaldt til samling via en forårsudstilling, der gav et fint indblik i medlemmernes forskelligartede håndarbejde. Alt fra patchwork og vævearbejde til malerier og lertøj var til skue på en dag, hvor mange af tingene også kunne købes.
Udstillingen var den tredje af sin slags, og ifølge formanden for Jerslev Husflid, Else Slotsdal lagde ganske mange vejen forbi.
- Det her er en fin mulighed for at vise, hvad vi kan. Vores medlemmer bruger jo ofte lang tid på at fremstille deres ting. At kunne vise det for andre er en tilfredsstillelse i sig selv, siger formanden.
Udover de fine kreationer bød arrangementet også på flere arbejdende stande. På førstesalen kunne man eksempelvis beundre Britta Nielsen, Ingrid Pedersen og Gunhild Nielsen betjene vævene, alt imens der i Lerhuset blev kreeret fin keramik. Og så kunne det hele i øvrigt skylles ned med kaffe og bagværk i de hyggelige lokaler.
Jerslev Husflid tæller for tiden 112 medlemmer. Har man lyst til at se nærmere på foreningens tilbud er man velkommen til at kigge indenfor i Borgen. Der er aktiviteter det meste af året med undtagelse af sommermånederne.