Hunde kan også få brug for en tandlæge: Så vigtig er tandbørsten
BRØNDERSLEV: - Det er vigtigt at få børstet tænder på sin hund!
Ordene kommer fra klinikleder og dyrlæge Marianne Birch Jakobsen, da jeg besøger Brønderslev Dyrehospital for at lave reportage om dagligdagen på dyrenes sygehus.
Jeg lytter lidt forundret; har aldrig selv haft hund og var slet ikke klar over, at der findes folk, som børster tænder på deres hunde.
- God tandhygiejne er vigtig for hunde. Ellers vil de i mange tilfælde få dårlige tænder, og det giver en meget dårlig livskvalitet for en hund. De kan få kroniske tandsmerter, og det kan være meget ubehageligt. God tandhygiejne kan forebygge mange sygdomme, forklarer dyrlægen.
Hun finder en undersøgelse frem, som viser, at mindst 80 procent af hunde på bare to år får paradentose. Og der følger såmænd også andre tandsygdomme med. Puha ...
I dag skal den femårige Fie, der er en Cavalier King Charles Spaniel, have undersøgt sine tænder.
- Vi ved ikke, hvor slemt det står til med Fies tænder, men hun var til et sundhedstjek, hvor det blev konstateret, at hun havde tandsten og tandkødsbetændelse, som kan være et tegn på, at Fie kan have dårlige tænder. Så nu tjekker vi, hvordan det står til med hendes tandsæt, siger Marianne Birch Jakobsen.
Det er fascinerende at overvære.
Det er en hund, der får tandbehandling, men det minder på mange måder om mennesker, der får ordnet tænder. Bortset fra, at hunden er i fuld narkose, for ellers er det selvfølgelig umuligt at komme til at behandle en hund i munden.
Det er veterinærsygeplejerske i tandbehandling Gry Harving, som laver det forberedende arbejde. Hun røntgenfotograferer hele Fies tandsæt, så man kan diagnosticere eventuelle problemer.
Det viser sig, at Fie har lidt paradentose og en tandbyld, så det er tilrådeligt at trække to af hendes tænder ud.
Dyrlægen ringer til hundeejeren for at informere om diagnosen og for at høre, om hundeejeren er indforstået med, at Fie får trukket de to tænder ud.
Mens vi venter på afgørelsen, dapper jeg ind ved siden af for at se, hvad der sker på operationsstuen. Her får en hund med brystkræft bortopereret en svulst. En noget blodig seance at overvære, så jeg skynder mig tilbage til stuen med tandoperationen.
Nu er det Marianne Birch Jakobsen, der har overtaget styringen. Hundeejeren har givet tilsagn - Fie må gerne få fjernet de to syge tænder, og det er kun dyrlægen, der må foretage det indgreb.
Operationen går planmæssigt. Fie har nu to tænder færre i munden, men hun vil få bedre livskvalitet, når hun ikke længere har de dårlige tænder.
Jeg har set det, jeg skal se. Så nu får jeg en mere generel snak med dyrlægen.
Marianne Birch Jakobsen fortæller, at hun holder meget af at arbejde med dyr. Udrede, hvilke problemer dyrene har og ud fra det lægge en plan for, hvordan man bedst løser problemerne og giver dyret en bedre livskvalitet.
- Det begynder ude hos dyrenes ejere. De skal være opmærksomme på, om deres hund eller kat pludselig ændrer adfærd; at dyret gør noget - eller ikke gør noget - det plejer. Bliver urenlig, holder op med at spise eller måske bliver aggressivt. Det er tegn på, at dyret har det dårligt, og så kan det være tid til at lade en dyrlæge se på dyret.
Her kan Marianne Birch Jakobsen igen henvise til en undersøgelse, som viser, at op imod 80 procent af ældre hunde (over otte år) får gigt. Det kan være en meget smertefuld sygdom.
Det kan blive en dyr omgang, hvis en hund eller kat pludselig bliver syg.
- Så det er vigtigt at forebygge, siger Marianne Birch Jakobsen.
Hun mener, at man skal forebygge alt det, man kan. Det er den grundlæggende filosofi på Brønderslev Dyrehospital.
Kunderne kan for eksempel få lavet en aftale om, at dyret får et årligt sundhedstjek, hvor hunden eller katten også får tandeftersyn og bliver vaccineret i nødvendigt omfang. Så bliver man ikke lige pludselig overrasket af en meget problematisk sygdom, som kan tørlægge økonomien.
- Det handler meget om følelser. Mange dyreejere holder jo utrolig meget af deres dyr - næsten som et familiemedlem - og så kan det være utrolig svært, hvis hunden eller katten bliver meget syg og måske bør aflives. Så jeg opfordrer til så meget forebyggelse som overhovedet muligt, pointerer Marianne Birch Jakobsen.
Mine dage som gæst på dyrehospitalet synger nu på sidste vers. Jeg har fået et kig ind i en - for mig - ret ukendt verden. Jeg føler mig lidt klogere.
Så hvis fruen derhjemme bliver ved med at kagle op om, at hun så gerne vil have hund, så ved jeg, hvor jeg står: Hun kommer selv til at børste tænder på kræet!