Det var en emu som denne, der kom gående langs en vej i Brønderslev - helt alene. Denne emu er dog fotograferet i en indhegning i zoo i Duisburg, Tyskland. Foto: Ina Fassbender/Reuters/Ritzau Scanpix
Hov! Hvad er det for en fætter?
Særpræget fugl kom gående langs vej i Vendsyssel
BRØNDERSLEV: En stor, strudselignende fugl blev lørdag formiddag set spadserende langs Agdrupvej ved Brønderslev.
Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport, hvori man også kan læse, at der blev ringet til "strudsens" ejer, som dog allerede var i gang med at drive fuglen tilbage til rette sted.
I øvrigt var det ikke en struds, men en emu, oplyser politiet.
Emuer stammer fra Australien, og selv om det er en fugl, kan den ikke flyve. Til gengæld kan den løbe hurtigt - op til 50 km/t. De kan blive op til 190 cm høje og vægten kan nå op på 55 kilo, ifølge Wikipedia.
Det skønnes, at der findes 800.000 emuer i Australien, men i Nordjylland er de et særsyn, især ude på vejene.