Hou Borgerforening fejrede 100-året – godt og vel
Hou Borgerforening skulle egentlig have fejret 100-års jubilæum i 2019. Det blev ikke til noget, idet foreningen nedlagde sig selv året forinden. Uoverensstemmelser i bestyrelsen, vigende opbakning og flere andre faktorer var årsagen til beslutningen. Lørdag aften var der alligevel fest og højt humør i regi af Hou Borgerforening.
Her var der nemlig forsinket 100-års jubilæumsfest i kølvandet på reetableringen i fjor. Dermed blev det en lidt forsinket men alligevel særdeles påskønnet fejring, der indrammede borgerhuset. 150 gæster havde indfundet sig på en aften, hvor Gæstgivergården i Gandrup leverede maden, og hvor Version 1.0 bidrog med musikalsk underholdning.
- Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at genetablere foreningen, siger næstformand Christian Mollerup Schmidt.
- Derfor har vi også valgt at fejre vores jubilæum – selv om det altså bliver med en vis forsinkelse. Der har været rigtig god opbakning – både blandt byens borgere og fra folk udefra. En hel del sommerhusgæster har også bidraget til jubilæumsfesten, tilføjer Christian Mollerup Schmidt.
Han retter i samme ombæring en stor tak til Sparekassen Danmarks to lokale fonde, der begge har bidraget med midler til jubilæet.
Udover Christian Mollerup Schmidt udgøres bestyrelsen i den nye udgave af Hou Borgerforening af formand Hans Sloth Hansen, kasserer Ulla Jones og sekretær Jørgen Mikkelsen. Tommy Nielsen og Brian Mosegaard er menige medlemmer af bestyrelsen. Foreningen varetager blandt andet byens flagallé og driften af Hou Batteri. Ligeledes relancerede foreningen i fjor en stor Sankt Hans-fejring på stranden.
- Det var en kæmpe succes, som vi satser på, at vi kan gøre til en tradition. Desuden vil vi gerne relancere vores kanoneringer på Hou Batteri, fastslår Christian Mollerup Schmidt, der i samme ombæring udtrykker håb om borgernes fortsatte opbakning.
- Vi mener, at borgerforeningen har sin berettigelse. Vi forsøger at gøre noget godt for byen, og hvis man bakker op om det, så skal man da melde sig ind. Der er plads til flere, konstaterer næstformanden.