Hosekræmmerhygge i Hals
Turistforeningen arrangerede hyggedag for hobbynørklere og fritidsfolk med hang til kunsthåndværk og hjemmegjorte sysler
HALS: Der var inspiration til næsten enhver lejlighed, da Restaurant Strandvejen i Hals forleden dannede ramme om endnu et i rækken af de efterhånden traditionsrige hosekræmmermarkeder.
For fjerde år i træk havde Hals Turistforening således kaldt til samling til en efterårsdag for hobbynørklere og fritidsfolk med hang til kunsthåndværk og hjemmegjorte sysler. Mere end 30 kræmmere havde indtaget lokalerne, og det meste af dagen var der mulighed for at gå på opdagelse blandt alt fra smykker og nips til tekstiler, julepynt, træarbejder og meget andet.
- Det har været en stor succes, fastslår Ulla Manstrup fra Hals Turistforening.
- Folk glæder sig altid til vores markeder, og kræmmerne kommer langvejs fra. Ligeledes hygger de handlende sig på en dag, hvor de har mulighed for at få en snak med kræmmerne og få indsigt i, hvordan effekterne er blevet til, lyder det videre fra Ulla Manstrup.
Hals Turistforening er vært for to årlige hosekræmmermarkeder.