Horror rykker ind i kredshuset
Spøgelsesbørn, skrækkelige monstre og forfærdelige splatterscener. FDF’ernes kredshus på Tårnvej i Vester Hassing var mandag aften omdannet til et sandt rædselsscenarie.
Anledningen var selvfølgelig halloween, og i den forbindelse var byens modigste sjæle inviteret indenfor. På eget ansvar naturligvis, for lige meget hvor man bevægede sig hen i den gamle bygning, var det med udsigt til chokeffekter.
Uhyggen virkede dog tillokkende. Mere end 300 børn var forbi FDF’ernes Scary House, hvor frivillige i flere dage havde forberedt scenarierne.
- Det bliver nok en tradition, siger formanden for FDF i Vester Hassing, Jan Gaarn.
- Vi har gjort det et par gange, så det er også noget med at kunne forny sig. Det er lykkedes i år, og børnene har i hvert fald fået en oplevelse. Så må vi se om vi kan overgå os selv næste år, tilføjer Jan Gaarn.