Billede beskrivelse

Hjertevarme: Stor Ukraine-indsamling på Hou Skole

06. marts 2022 kl. 08.00

Krigen i Ukraine har rørt de fleste. Hjælpen strømmer til det ukrainske folk, og også på Hou Landsbyordning har lysten til at gøre en indsats indfundet sig. I den forgangne uge dannede skolen således ramme om en indsamling af blandt andet tøj, sko og tæpper. Forældre, bedsteforældre og borgere i al almindelighed donerede i stor stil. I alt lykkedes det at indsamle omkring 750 kilo.

- Det er vi rigtig stolte over, lyder det fra skoleleder Martin von Undall.

- Det hele er sat i gang af et privat initiativ med henblik på at donere effekter til gruppen ”Hjælp Ukraine”. Men i ugens løb måtte de takke nej til flere donationer, så i stedet er hjælpen gået til gruppen ”Bevar Ukraine”, tilføjer Martin von Undall.

Opsamlet i Aars

Han havde torsdag selv påtaget sig tjansen med at køre den fyldte trailer til opsamlingsstedet ved Aars. Herfra blev effekterne formidlet videre til Ukraine.

- Der er god grund til at takke de mange, der har hjulpet. Udover den humanitære indsats har vi også kunnet bruge det i et dannelsesmæssigt perspektiv overfor børnene. De har været meget interesserede og har fået et indtryk af værdien i at hjælpe andre, konstaterer skolelederen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste